Eksperter om russisk missiltrussel: Gevaldig fodfejl eller instruks fra Putin

Er ambassadørens atomtrussel en instruks fra Moskva eller et forfejlet debatindlæg?

Ruslands præsident Vladimir Putin mener, at Rusland bør udvikle offensive våben for at imødegå den amerikanske plan om et missilforsvar. Et forsvar som Danmark indgår i. (Foto: © STAFF/Scanpix, Scanpix)

Danmark skal ikke frygte, at der udbryder atomkrig i næste uge.

Så langt er de danske Ruslandseksperter enige.

Men når det kommer til, hvorfor Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, i et debatindlæg truer Danmark med et atomangreb, hvis vi tilslutter os Nato's missilforsvar, så er situationen en anden.

Flemming Splidsboel, der er lektor i russisk politik ved Københavns Universitet, mener, at instruksen kommer højt oppefra.

- Det her er ikke noget, ambassadøren selv har fundet på. Det er sandsynligvis en instruks fra højeste sted i Moskva, siger Flemming Splidsboel til Ritzau.

Krigsskibe bliver missilmål

Mikhail Vanin har været Ruslands ambassadør i Danmark siden 2012, og han har tidligere ytret sig i medierne. I det omstridte debatindlæg i Jyllands-Posten skriver han blandt andet:

- Jeg tror ikke, at danskerne helt forstår konsekvenserne af, hvad der sker, hvis Danmark tilslutter sig det amerikansk-styrede missilforsvar. Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler.

Udmeldingen har vakt undren og vrede blandt danske politikere, som kalder truslen både 'vanvittig' og 'under lavmålet'.

Debatlysten ambassadør begår fodfejl

Rusland har ved tidligere lejligheder truet med atomvåben, og derfor kommer argumentationen i lørdagens debatindlæg ikke som en overraskelse.

Men Ruslandanalytiker Jens Worning mener ikke, at det er præsident Vladimir Putin - eller andre fra den russiske top - der har fået Mikhail Vanin til at rette en skriftlig trussel mod Danmark i dagens avis:

- Vanin er debatlysten og går ud på egen hånd, men han kommer lidt galt af sted i dag. Han er ude i et ærinde, der hedder, at han gerne vil diskutere missilforsvar og den konflikt, som vi nu har haft i et år. I stedet ender han på forsiden af JP med en historie, der alene handler om atomvåben, og så får han en udenrigsminister og flere ordførere imod sig, siger Jens Worning og fortsætter:

- Han har lavet en fodfejl i dag, og han kunne godt bruge en god rådgiver, der kan lære ham, hvordan han får sine budskaber ud på en mere elegant måde.

Nato er Ruslands ydre fjende

I debatlindlægget lyder det, at Danmark vil miste både penge og sikkerhed, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar. Og begge eksperter peger på, at den russiske ambassadørs argumenter er dem, man også kan læse i russiske aviser og høre fra præsident Vladimir Putins egen mund.

- Putin har fået skabt et politisk system, som i høj grad hviler på forestillingen om en ydre fjende. Den ydre fjende er Vesten generelt, men helt specifikt Nato. Det kan man opretholde på den her måde, siger Flemming Splidsboel.

Jens Worning bakker op:

- Vi skal ikke frygte et atomangreb på mandag, men vi skal være klar over, at vi i øjeblikket er i gang med at håndtere en konflikt med Rusland, som er større end før. Om fem - ti år står atomvåbnene der stadigvæk, så vi bliver nødt til at overveje, hvad worst case scenario er, hvis ikke vi sammen kan finde en løsning.