Russerne burde finde en måde at lave godt naboskab på i stedet for at komme med trusler, der hører den kolde krig til.
Sådan lyder det fra Mette Gjerskov (S), formand for Udenrigspolitisk Nævn, efter at Ruslands ambassadør, Mikhail Vanin, lørdag advarer om, at Danmark kan ende som mål for russiske atommissiler, hvis vi tilslutter os Nato's missilforsvar.
Gjerskov undrer sig over, at Rusland overhovedet blander sig i dansk forsvarspolitik.
- Missilskjoldet er rettet mod fejlslagne stater og individer, som kunne finde på at true os, hvis stærke våben falder i hænderne på dem. Det har overhovedet intet med Rusland at gøre, og det ved russerne også udmærket godt.
- Problemet er bare, at de her benytter lejligheden til at eskalere det og prøve at lade som om, at det er Nato, der opruster i forhold til Rusland, og det holder overhovedet ikke en meter, siger hun til DR Nyheder.
Ærlig talt under lavmålet
I et debatindlæg i Jyllands-Posten advarer Mikhail Vanin om, at Rusland "råder over missiler, som garanteret kan gennemtrænge det fremtidige globale missilforsvarssystem". Og han skriver, at Danmarks forhold til Rusland vil tage skade.
Men den udmelding er fuldstændig uacceptabel, siger Mette Gjerskov.
- Han prøver jo at rasle med våbnene. Jeg oplever ikke det her som udenrigspolitik fra Ruslands side, men snarere som et led i Putins forsøg på at blæse russernes nationalfølelse op, og det er ærlig talt under lavmålet, siger hun.
Venstre vil have en grundig analyse
Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, mener, at udmeldingen gør det endnu mere aktuelt at diskutere, hvilket trusselsbillede Danmark står over for.
- Det viser noget om den retorik, som Rusland er slået over på. Det viser, hvor vigtigt det er at vise solidaritet med de baltiske lande, som med rette kan frygte Rusland, siger han til Jyllands-Posten.
Hvis Venstre danner regering efter det kommende valg, bebuder Troels Lund Poulsen en grundig analyse af Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, siger han.
Vi skal ikke frygte missilangreb
Danmark har sammen med en række Natolande blandt andet Holland, Spanien, Rumænien, Tyrkiet, Tyskland, Italien, Polen og Frnakrig valgt at bidrage til opbygningen af Nato's missilforsvar.
Danmark bidrager blandt andet med radarer på en eller flere fregatter.
SF's forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen er en af de danske politikere, der er modstander af missilforsvaret. Allivel er han forundret over den russiske ambassadørs debatindlæg:
- Det er en vanvittig udtalelse, at Danmarks skulle være et mål for russiske missiler. Hans udtalelse bygger på en præmis om, at der skulle udbryde en krig, og så vil Danmark som medlem af Nato alligevel være et mål, siger han til Jyllands-Posten.