Et flertal i Folketinget vil af med det danske forbehold for en fælles retspolitik i EU. Ifølge de EU-positive ja-partier betyder forbeholdet nemlig, at Danmark fra næste år bliver smidt ud af det europæiske politisamarbejde, Europol.
Derfor ønsker de en ordning, så Danmark bliver i Europol, men til gengæld lader det være op til enighed blandt ja-partierne, om vi skal med i andre dele af retspolitikken - herunder asylpolitikken, som partierne har givet hinanden hånden på at holde på danske hænder.
Selvom de er med i aftalen og ikke agter at bryde den, ønsker Socialdemokraternes regeringspartner, de Radikale, dog, at Danmark går med i en fælles asylpolitik i EU, lyder det nu fra partiets udenrigsordfører.
- Vi mener, at asylpolitikken skal være fælles, fordi der er brug for større solidaritet med flygtninge, med nærområderne og blandt EU-landene indbyrdes. Det står vi desværre temmelig alene med i Danmark og også i høj grad i EU, sagde Zenia Stampe torsdag aften i Debatten.
De pæne piger
Her stod hun over for blandt andre Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt.
Han tror ikke på de borgerlige partiers forsikringer om, at deres model vil holde Danmark ude af et fælles asylsamarbejde i EU, blandt andet fordi de radikale gerne vil være med.
- I (Venstre, red.) overdrager hele suveræniteten, og så siger I, at politisk gør I det kun under nogle særlige omstændigheder. Men som vi kan høre, har de Radikale nogle helt andre omstændigheder, end I har, lød det fra Messerschmidt.
Ifølge Zenia Stampe vil flygtningene stå tilbage som tabere, hvis det ikke lykkes at få en fælles asylpolitik i EU.
- Asylansøgere i Europa bliver behandlet meget, meget dårligt. Og det er ofte der, hvor de enkelte lande prøver at skubbe ansvaret over på andre, at man samler ansvaret. Så længe vi ikke laver fælles regler, er det en konkurrence mod bunden. Og så er det sådan nogle som Morten Messerschmidt, der vinder, og flygtningene der taber - og de pæne piger i klassen taber også, nemlig sådan nogle som os, der siger, at vi vil fandeme behandle asylansøgere ordentligt, sagde Stampe.