Mette F. om terror: Politiet vil få friske penge

Politiet bliver på ingen måde fodret med egen hale for at betale terrortiltag, siger justitsminister før møde.

Politiforbundet er bekymret for, at pengene til opgraderingen af politiets terrorindsats skal komme ved besparelser på andre politiområder. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

Forhandlingerne om regeringens 12 tiltag mod terror har udviklet sig til en armlægning om finansiering.

Kommer politiet i virkeligheden selv til at betale for den ekstra terrorindsats ved at skulle spare andre steder, har bekymringen lydt fra blandt andre Politiforbundet og de borgerlige partier.

Før eftermiddagens møde i Justitsministeriet, hvor partierne bag politiforliget møder op til en ny forhandling, mener justitsminister Mette Frederiksen (S), at der er brug for at få fakta på bordet.

- Der har været påstande om, at hunden skal fodres med sin egen hale. Det vil jeg gerne fuldstændigt afvise. Vi fordrer ikke hunden med hverken ører, hale eller poter.

- Vi lægger op til en generel styrkelse af dansk politi og vores terrorberedskab, punktum. Og ingen skal være i tvivl: De initiativer, vi har lagt frem for at styrke politiets terrorbekæmpelse, skal ikke finansieres af politiet, siger Mette Frederiksen.

Hun henviser til, at regeringen i første omgang vil finansiere udgifterne for 2015 på et aktstykke i Folketingets Finansudvalg. Det skal blandt andet klare her-og-nu-udgifterne til politiets overarbejde i forbindelse med terrorangrebet i København.

Pengene til at finansiere tiltagene i årene 2016 frem vil være nye penge, som vil blive fundet på regeringens finanslovforslag, der normalt fremlægges den sidste uge i august.

Regeringen har dog endnu ikke lagt sig fast på, hvor de friske penge skal tages fra. Det vil fremgå af finanslovforslaget, siger Mette Frederiksen.

Hvis valget kommer før fremlæggelsen af finanslovforslaget, og regeringen taber magten, vil regeringspartierne være klar til at hjælpe en borgerlig regering med at finde pengene, siger hun.

/ritzau/