Elbæks pressechef: Riskær er for kendt til Alternativet

Det er det, at Klaus Riskær Pedersen er kendt, der har fået Alternativet til at anbefale ham ikke at stille op.

Alternativets pressechef, Magnus Harald Haslebo, afviser, at anbefalingen til Klaus Riskær Pedersen om ikke at stille op bunder i, at han er en kontroversiel figur med fængselsdomme bag sig. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Klaus Riskær Pedersen er ikke bare lidt for alternativ til Alternativet. Han er ganske enkelt også for kendt.

Sådan lyder det nye partis forklaring på, at den kontroversielle erhvervsmand er blevet anbefalet ikke at stille op - en forklaring, som Riskær nu har valgt at ignorere.

- Det er det, at Riskær er kendt. Vi peger ikke på personer, vi peger på politik. Vi vil bæres frem af politik, ikke af at man er kendt for dette og hint, for det risikerer at blokere for politikken, siger Alternativets pressechef, Magnus Harald Haslebo, der er partiets talerør i stedet for Uffe Elbæk, når det drejer sig om Klaus Riskær Pedersen.

Så det er kun fordi, at Riskær er kendt, at I har anfefalet ham ikke at stille op?

- Det er, fordi vi ikke peger på nogen bestemte personer. Vi kan ikke give nogen særlige vilkår overhovedet. Alle vores medlemmer er velkomne til at stille op ved valg i de lokale kredse. Og ved at være medlem får Riskær muligheden for at stille op. Hvis medlemmerne vælger ham ind, er det min klare forventning, at han bakker op om Ulla Sandbæk, som er vores spidskandidat, siger Magnus Harald Haslebo.

Riskær stikker i en anden retning

Ulla Sandbæk er spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds, hvor Klaus Riskær Pedersen agter at stille op på et møde 17. marts.

Magnus Harald Haslebo afviser, at anbefalingen til Klaus Riskær Pedersen om ikke at stille op bunder i, at han er en kontroversiel figur med fængselsdomme bag sig.

- Riskær er rent vidensmæssigt en kapacitet, og han ved blandt andet meget om skattepolitik. Det forholder vi os ikke til, vi tror på, at flere ved mere, men vores projekt handler om borgerinddragelse. Det handler om at mindske afstanden mellem borgere og politikere. Derfor synes vi, det stikker i en anden retning, hvis vi går ud og giver særlige vilkår til udvalgte kendte ansigter, siger pressechefen.

Uffe Elbæk er vel også en kendt person.

- Uffe Elbæk er partiets stifter blandt et par andre og sidder som løsgænger i Folketinget.

Har en udfordring

Han udnytter vel også, at han er en kendt person, når han stiller op, ligesom Riskær ville gøre?

- Vi har den udfordring, at nogen ønsker at gøre det her til Uffe Elbæks projekt, men vi har en lang række spidskandidater. Men der er et paradoks i det med kendte ansigter, for det er medierne, der bestemmer det. Og indtil videre er det mest Uffe Elbæk, som folk vil have fat i, og det er jo så en selvopfyldende profeti, for så bliver han ved at være det kendte ansigt. Men vi har masser af andre kapaciteter i spidskandidater og lokalkandidater, som gerne skal bæres frem, siger Magnus Harald Haslebo.

Klaus Riskær Pedersen har tidligere været været europaparlamentsmedlem for Venstre, men forlod den post i 1994. Siden har han ikke forsøgt at gøre politisk comeback, men gør det altså nu.

Klaus Riskær Pedersen har et blakket ry, og i de seneste 20 år er der sket lidt af hvert i hans liv. I 2007 blev han ved Københavns Byret idømt syv års ubetinget fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed og mandatsvig. Østre Landsret nedsatte dog straffen til seks års fængsel i 2008.