Vi skal have sat en prop i smitten med mæslinger, røde hunde og fåresyge.
Det mener de praktiserende lægers organisation, PLO, der anbefaler, at den såkaldte MFR-vaccine mod de tre sygdomme bliver gratis for voksne.
Det er et yderst fornuftigt forslag, som lægerne kommer med, mener sundhedsminister Nick Hækkerup (S).
- For risikoen for, at vi herhjemme kommer til at se et udbrud af mæslinger, som dem der har været i for eksempel Tyskland og USA på det seneste, den stiger hver eneste gang, at et barn eller en voksen lader være med at blive vaccineret, siger ministeren.
Grænse ved mindst 95 procent
Hvis man vil beskytte det danske samfund mod smitsomme sygdomme som mæslinger, røde hunde og fåresyge, så skal 95 procent af befolkningen være vaccineret. Jo flere, der får stikket, jo færre er der til at sprede smitten.
En voksen kvinde, der ikke har fået MFR-vaccinen som barn, kan allerede i dag blive vaccineret gratis mod røde hunde.
Det skyldes, at sygdommen kan give fosterskader, hvis kvinden bliver syg under sin graviditet. Ofte tilbydes kvinden MFR-vaccinen, hvorved hun også er beskyttet mod smitte med fåresyge og mæslinger.
Det er derfor de voksne mænd, som MFR-vaccinen nu efter planen skal gøres gratis for. Hvis en voksen mand får fåresyge, så kan det føre til betændelse i testiklerne og sterilitet.
Nu skal pengene findes
Mændene kan nu se frem til at spare de penge, det koster, at få MFR-vaccinen som voksen - en pris fra 130 kroner og opefter.
- Det, der så lander på mit bord, er, hvordan vi rent praktisk kan komme videre med forslaget, så flere kan blive vaccineret. Det drejer sig selvfølgelig dels om en informationskampagne og dels om at finde de penge, der skal til, for at tilbyde denne vaccine, siger Nick Hækkerup.
Han understreger, at mæslinger er en meget smitsom sygdom, og at det derfor er oplagt at sikre befolkningen så godt som muligt mod at blive smittet.
- Og det kan vi gøre. Vi har vaccinerne til at gøre det: Der er bare nogen, der ikke har fået de vacciner, så nu må vi se, hvordan vi kan få givet dem vaccinen, siger sundhedsministeren.
Han mener, at det i høj grad handler om at få informeret folk om, at de skal gå ned og blive vaccineret - både for deres egen og for andres skyld.
Derfor vil han blandt andet have kigget på, om der i dag er puljer, som ikke bliver brugt, hvor man kan finde pengene til at få udbredt vaccinen.
Gratis vaccine er testet før
I 2012 var det muligt for yngre voksne født mellem 1974 og 1994 at få MFR-vaccinen gratis, hvis de ikke var vaccineret tidligere eller havde haft sygdommen. Tilbuddet blev vedtaget politisk for at øge immuniteten mod specielt mæslinger.
Der var mellem 70.000 og 100.000 i målgruppen for tilbuddet. I alt blev 1.933 af dem vaccineret i perioden.
I denne omgang forventer Nick Hækkerup, at tilbuddet om en gratis vaccine vil få større gennemslagskraft.
- Det vil det dels fordi, vi skal lave en informationskampagne, som gør folk opmærksomme på det, men nok så meget fordi, det i dag er meget længere oppe på alle danskeres dagsorden efter de udbrud af mæslinger, der for eksempel har været i Tyskland og USA, siger sundhedsministeren.