Claus Hjort: Vi rammer børnefamilier hårdest

Venstres forslag om et loft over kontanthjælpen vil især ramme familier med børn.

454.215 kroner. Det er, hvad et par på kontanthjælp med tre børn kan få i samlet kontanthjælp og offentlige ydelser. Og det er ifølge Venstre for meget, fordi den økonomiske gevinst ved at tage arbejde er for lille.

Derfor vil partiet lægge et loft over, hvor meget modtagere af kontanthjælp kan få fra det offentlige. Et loft, som partiets tidligere beskæftigelses- og finansminister nu anerkender især vil ramme børnefamilier.

- Loftet gælder alle, men rammer denne familie, fordi vi skal sikre, at det kan betale sig at tage et arbejde, sagde Claus Hjort Frederiksen torsdag aften i Debatten, hvor vært Clement Kjersgaard fulgte op.

- Bliver konsekvenserne af jeres loft for offentlige ydelser særligt mærkbare for børnefamilierne?

- Ja, for der er problemet særligt stort, sagde Claus Hjort Frederiksen.

En halv million er i overkanten

Idéen om et kontanthjælpsloft er ikke ny. Claus Hjort Frederiksen indførte som beskæftigelsesminister i 2003 loft over de samlede ydelser, man kunne modtage fra det offentlige.

Den nye regering afskaffede loftet i 2011, og nu vil Venstre så genindføre det - i en ny og moderne version. Og selvom partiet endnu ikke har meldt ud, hvordan det konkret skal se ud, anerkender Claus Hjort Frederiksen altså, at det særligt vil ramme børnefamilier.

- Hvis du kun får kontanthjælp, bliver du ikke ramt af det.

- Men hvis du får blandt andet børnecheck, bliver du ramt? Spurgte Clement Kjersgaard.

- Ja, denne familie får næsten en halv million kroner, og det er måske lige i overkanten. Enhver beskæftigelsesminister ved, at hvis du i lang tid er uden arbejde, er det meget svært at få et, sagde Claus Hjort Frederiksen.