GRAFIK Kan det betale sig at tage et lavtlønnet job?

Venstre mener ikke, at kontanthjælpsmodtagere har incitament nok til at tage et arbejde. Men hvad kan det give at tage et lavtlønnet job?

Tallet 454.215 er omdrejningspunktet i en kampagne, som Venstre står bag.

Samtidig er tallet det beløb, som en flygtningefamilie med tre børn kan få udbetalt i kontanthjælp og andre offentlige ydelser på et år.

Det vides ikke, hvor mange familier der reelt får det beløb udbetalt. Men uanset om det blot er én familie, så er det en for mange, mener politisk ordfører for Venstre Inger Støjberg (V).

- Jeg synes, vi har fået skabt et skævt samfund, hvis det ikke altid kan betale sig at arbejde. Og det kan det jo ikke, hvis man som kontanthjælpsægtepar med tre børn får 454.215 kroner om året samlet set fra det offentlige, siger hun.

Sådan ser det ud på en lav lønning

Sammenligner man med en familie med tre børn, hvor begge forældre modtager en HK-mindsteløn på 17.470 kroner i 2014-tal, så er der stadig offentlig støtte at hente, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Sammenlagt kan den lavtlønnede familie få 517.882 kroner om året i løn og offentlige ydelser som for eksempel boligsikring. I alt er forskellen i de to familiers beløb før skat altså 63.667 kroner årligt.

Opgjort efter skat har familien på kontanthjælp ifølge Beskæftigelsesministeriet 363.086 kroner inklusiv offentlige ydelser. Efter skat har parret med arbejde til mindsteløn 387.127 kroner inklusiv offentlige ydelser.

Forskellen i indkomst efter skat og tilskud udgør 24.041 kroner om året.

Og også i forhold til den disponible indkomst er der forskel - den udgør 21.881 kroner årligt.

Der er en række forbehold, som gør sig gældende:

  • Flygtningefamiliens kontanthjælpsydelse er forudsat af, at familien har opholdstilladelse, og at forældrene er over 30 år.

  • Boligsikringen bygger på den antagelse, at flygtningefamilien er berettiget til boligsikring og har en husleje på 75.000 kroner per år. Det svarer til gennemsnittet for et par med tre børn blandt modtagere af boligsikring i 2014.

  • Ud fra definitionerne i europæisk lønstatistik var man som dansk lønmodtager i 2013 - der er de senest opgjorte tal - lavtlønnet, hvis man tjente mindre end 183 kroner i timen.

Kilder: Danmarks Statistik, Beskæftigelsesministeriet, Udbetaling Danmark og Ministeriet for Børn, Ligestillling, Integration og Sociale Forhold.