SF trækker i land: Terror-frist på tre uger er til diskussion

Kritik fra politiet har fået SF-formand Pia Olsen Dyhr til at slække på sine krav til regeringen.

Pia Olsen Dyhr er åben for at give regeringen længere tid til at komme med en redegørelse om terrorangrebet i København. (Foto: © DR)

SF-formand Pia Olsen Dyhr bløder op i kravet om, at regeringen skal fremlægge en redegørelse om terrorangrebet i København om senest tre uger.

Et politisk flertal bestående af SF og partierne i blå blok krævede ellers onsdag, at regeringen inden for tre uger blandt andet redegør for samarbejdet med svensk politi omkring beskyttelsen af Lars Vilks og bevogtningen af synagogen i Krystalgade.

Men fristen på tre uger er nu til diskussion, lyder det fra Pia Olsen Dyhr, og dermed ser flertallets deadline ud til at smuldre.

- Den er bestemt til diskussion. Vi er ikke villige til at give os på den, når det handler om de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen, for de er ikke involveret i efterforskningen, siger Pia Olsen Dyhr.

- Men jeg lytter da bestemt til politiet, når de siger, at det bliver en udfordring. Derfor er vi villige til at give os på den del og er åbne over for at kigge på en længere periode, siger hun.

Dele af redegørelsen kan vente

Pia Olsen Dyhr henviser til, at Politiforbundet har kritiseret kravet om en redegørelse inden for tre uger, da efterforskningen endnu ikke er afsluttet.

Rigspolitiet advarer ligeledes mod, at en hurtig redegørelse senere kan vise sig at være ufuldstændig.

Derfor kan man forlænge fristen for den del af redegørelsen, der handler om politiets arbejde i forbindelse med terrorangrebet i København.

- Vi er åbne over for politiefterforskningsdelen. Det kan godt være, at der skal være lidt længere tid og mere elastik. Det afgørende er, at vi nu ikke begynder at lave lovgivning og forskellige tiltage på Christiansborg uden at have et samlet overblik. Det er det afgørende for mig, siger Pia Olsen Dyhr.

Forløb, sikkerhed og viden skal kortlægges

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har ligesom Politiforbundet kritiseret kravet om en redegørelse inden for tre uger. Mette Frederiksen henviser ligeledes til, at efterforskningen stadig pågår.

SF og de borgerlige partier vil på et møde i Folketingets Retsudvalg torsdag fremlægge en fælles beretning, hvor de kræver en redegørelse fra regeringen på følgende fire områder:

  • Forløbet omkring angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Redegørelsen skal omfatte sikkerheden ved Krudttønden, samarbejdet med svensk politi om beskyttelsen af Muhammed-tegneren Lars Vilks og bevogtningen af synagogen i Krystalgade.

  • Myndighedernes viden om Omar Abdel El-Hussein. Hvad vidste de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen om Omar El-Husseins tiltagende radikalisering, og hvad gjorde man - hvis noget - for at dæmme op for den radikalisering?

  • Eventuelle ændringer af de danske myndigheders sikkerhedsforanstaltninger som følge af terrorangrebet i Paris i starten af januar.

  • Kriminalforsorgens generelle antiradikaliseringsindsats, herunder oplysninger om antallet af indsatte, der gennemgår særlige exitforløb.