IT-firmaet Apple etablerer et af verdens største datacentre lidt uden for Viborg.
Det bekræfter både Apple og Udenrigsministeriet, og Apples øverste chef, Tim Cook, er begejstret.
- Disse betydningsfulde investeringer repræsenterer Apples største projekt i Europa til dato. Vi er begejstrede for at udvide vores operationer, som vil skabe hundredvis af lokale arbejdspladser, siger Tim Cook i en pressemeddelelse.
Minister: Det er årets erhvervsnyhed
Datacentret ved Viborg er en del af en større investering, hvor Apple ligeledes etablerer et datacenter i Irland. Apple bruger i alt 12,6 milliarder kroner på de to centre.
Business.dk skriver, at Apple investerer i alt 6,3 milliarder kroner i datacentret. Arbejdet skal indledes i 2017, og datacentret ventes ifølge Udenrigsministeriet at stå færdig i 2026.
Handelsminister Mogens Jensen bekræfter, at der er tale om en "stor milliardinvestering".
- Det må være årets bedste erhvervsnyhed for Danmark og ikke mindst Midt- og Vestjylland. Investeringen vil give et kæmpe skub til økonomien og skabe mange hundrede arbejdspladser i hele lokalområdet, både i anlægsfasen og driftsfasen, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.
Et datacenter anvendes til at huse telekommunikation og datalagringssystemer. Det er blandt andet billeder, musik og filer i sociale netværk, der har medført en eksplosiv vækst i data og dermed et stort behov for lagring på computere placeret i datacentre.
Apple: Det giver vækst i Danmark
Apple forventer øget vækst i både Irland og Danmark som følge af investeringerne.
- Vi er glade for at kunne anspore vækst i Irland og Danmark og udvikle energisystemer, der udnytter de to landes stærke vindressourcer, siger Lisa Jackson, der er Apples vicepræsident for miljømæssige initiativer.
Datacentrene i Danmark og Irland vil begge blive 166.000 kvadratmeter store.
Apples beslutning om at lægge datacentret i Viborg skyldes ifølge Udenrigsministeriet muligheden for en særlig energiløsning, da det nye datacenter vil blive drevet af vedvarende energi og anvende sin overskudsvarme i fjernvarmenettet.
Apple skriver ligeledes, at datacentret i Viborg er designet til at indsamle overskydende varme og sende det videre ud i det lokale varmesystem "for at hjælpe med at varme hjem i lokalområdet".
Datacentret skal desuden køre på 100 procent vedvarende energi.