En række oppositionspolitikere vil vide, hvad Politiets Efterretningstjeneste, PET, reelt har gjort - eller ikke gjort - for at beskytte danske jøder før sidste weekends angreb på synagogen i Krystalgade i København, der kostede 37-årige Dan Uzan livet.
- Der er tilsyneladende meget divergerende opfattelser af, hvad der er sket. Der er noget, der ikke stemmer, og det, der umiddelbart står tilbage, er, at der ikke har været et forhøjet beredskab, siger den konservative retsordfører, Mai Mercado, til Kristeligt Dagblad.
Beskyttelsen af den jødiske synagoge var ellers blevet styrket efter terrorangrebene i Paris i januar, hvor fire blev dræbt i et jødisk supermarked. Det fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde i sidste uge.
Har ikke set synligt politi
Men det jødiske samfund i Danmark har ikke oplevet fast synligt politi ved hverken synagogen, den jødiske skole eller andre jødiske institutioner.
- Det er ikke tilfredsstillende. Vi må få fortalt, hvad PET har gjort for at beskytte danske jøder, siger DF-retsordfører Peter Skaarup.
Han ønsker ligesom K, at regeringens nye antiterrorpakke også indeholder langvarig beskyttelse af jødiske institutioner.
EL: Det er ikke godt nok
Også Enhedslisten vil have regeringen til at svare for sig.
- Det er slet og ret ikke godt nok, at de trods angrebene i Paris og gentagne anmodninger om beskyttelse ikke har følt sig trygge. Politiet og PET skal levere en tryghed, så ingen er bange for at udøve deres religion, siger retsordfører Pernille Skipper.
I regeringens kommende redegørelse for terrorangrebets hændelsesforløb vil man ikke kunne finde en udredning af sikkerheden omkring jødiske institutioner frem mod attentatet ved synagogen.
PET bør ikke løfte sløret
For PET bør ikke offentligt løfte sløret for, hvordan man har beskyttet jøderne, mener S-retsordfører, Trine Bramsen.
- Den kritik må PET selv håndtere i første omgang, siger hun til avisen og gentager statsministerens ord om, at der selvfølgelig skal være den fornødne sikkerhed til stede omkring det jødiske samfund.
/ritzau/