Det bliver med deltagelse fra toppen af det officielle Danmark, når Dan Uzan onsdag eftermiddag begraves i København.
Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S) har meldt deres ankomst til begravelsen, der finder sted klokken 14 onsdag.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kommer også til begravelsen, meddeler han til DR Nyheder.
Den 37-årige Dan Uzan blev dræbt natten til søndag foran Københavns Synagoge. Politiet mener, det er samme gerningsmand, som stod bag skudangrebet på kulturhuset Krudttønden lørdag eftermiddag.
Stod vagt for synagoge
Dan Uzan stod vagt foran synagogen i Krystalgade, hvor der blev fejret en jødisk konfirmation. To betjente blev såret ved samme lejlighed.
Det Jødiske Samfund skriver i pressemeddelelsen, at den dræbte gik i den jødiske skole i København og senere blev uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Han var meget engageret i Det Jødiske Samfund i sin fritid.
Begravelsen finder sted på Mosaisk Vester Begravelsesplads på adressen Vestre Kirkegårds Alle 11, der ligger nær Carlsberg, Enghave Station og Vestre Fængsel i Sydhavnen. Området omkring kapellet og ved gravpladsen er forbeholdt familien og medlemmer af de jødiske samfund i Danmark.
- Af hensyn til familie og pårørende beder vi pressen om at blive uden for gravpladsen og kapellet, men man er velkommen til at følge begravelsen fra Vestre Kirkegårds Allé, oplyser Det Jødiske Samfund.
Ceremonien forventes at vare omkring halvanden time.
Undervejs vil der være tre talere: Rabbiner Jair Melchior, tidligere overrabbiner Bent Lexner og formand for det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen.