Sundhedsstyrelsen har vildledt Folketinget. Sådan lyder dommen fra både Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten samt to eksperter.
Politikerne og eksperterne siger, at Sundhedsstyrelsen har pyntet på sin redegørelse til Folketinget om indberetninger og oplysninger om en hjerneskadet psykiater. Helt afgørende passager er udeladt, mener de.
- Det er en misvisende og vildledende redegørelse, og det er rigtigt alvorligt, siger Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet.
- Jeg er jo blevet vildledt. Det er jo ikke rigtigt, hvad der står, lyder det fra SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic
Oplysninger udeladt
Sundhedsstyrelsens redegørelse blev sendt til Sundhedsministeriet og Folketinget i juli 2013.
Den seks sider lange rapport gennemgår Sundhedsstyrelsens behandling af sagen om den hjerneskadede psykiater i det, der er en tilsyneladende kronologisk rækkefølge. Den handler om tiden fra 2004 og frem til maj 2013, hvor Sundhedsstyrelsen fratog psykiaterenss autorisation midlertidigt.
Men der er væsentlige oplysninger og alvorlige indberetninger fra læger, patienter, kommuner og pårørende, som Sundhedsstyrelsen har udeladt af redegørelsen.
Oplysninger der blandt andet handler om, at psykiateren fejldiagnosticerer, giver medicin uden recepter, opsøger borgere på mærkværdige tidspunkter og er blevet bedt om journal vedrørende et dødsfald.
Gennem aktindsigter i Sundhedsstyrelsens dokumenter, er DR Nyheder kommet i besiddelse af de udeladte indberetninger og oplysninger.
Nyt blik på redegørelse
Nogle af de udeladte oplsyninger har i dag vist til politikerne og de to eksperter, og det har fået dem til at ændre deres syn markant på Sundhedsstyrelsens redegørelse.
- Da vi fik den her redegørelse, så den meget tilforladelig ud. Der var nogle diagnoser for meget eller lidt for meget medicin. Men når vi nu ser, hvor meget der mangler - det er jo vildledning. Det er at holde oplysninger væk fra os politikere, så vi ikke kan reagere, siger DF's sundhedsordfører, Liselott Blixt.
Enhedslisten sundhedsordfører Stine Brix er enig i, at Sundhedsstyrelsen med den mangelfulde redegørelse har forringet politikernes opgave med at holde øje med styrelsen.
- I de her forløb kan vi jo se, at der faktisk er langt flere henvendelser til Sundhedsstyrelsen end dem, man fortæller om, som man ikke har reageret på baggrund af. Og det svækker vores mulighed for at yde en kontrol med det fulde billede, siger hun.
Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, vurderer, at der ligger et motiv bag de udeladte oplysninger.
- Det lugter jo langt væk af, at der har været en styrelse, som ikke har syntes, at det var rart at få det fulde billede frem i lyset, siger hun.
I strid med loven
Udeladelserne i redegørelsen er i strid med loven, vurderer både sundhedsjurist Kent Kristensen og lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing:
- Jeg mener, at Sundhedsstyrelsen har overtrådt reglerne om, at de ikke må vildlede, når de giver oplysninger til henholdsvis en minister og et Folketing, siger Sten Bønsing.
Ifølge Kent Kristensen får Sundhedsstyrelsen i redegørelsen det til at se ud som om, at den har et aktivt tilsyn. Mens det, styrelsen har gjort, er at holde møder om aftaler, psykiateren har brudt.
- Man udelader ting. Og det er rigtigt alvorligt, at det, man udelader, er ting, der selvstændigt kunne give en skærpet grund til at fratage psykiateren autorisationen, før Sundhedsstyrelsen reelt gjorde det, siger han.
Sundhedsstyrelsen har ikke villet give interview, hvor den kunne svare på kritikken.
Øverst i artiklen kan du se TV Avisens indslag om kritik af Sundhedsstyrelsen i sagen om den hjerneskadede psykiater.
Har du oplysninger i sagen, du gerne vil dele med os, kan du skrive på psykiatri@dr.dk