Det møder skarp kritik fra flere sundhedsordførere, at Sundhedsstyrelsen har forsøgt at tilbageholde oplysninger i sagen om den hjerneskadede psykiater, der fik lov til at praktisere i ni år, før sundhedsstyrelsen stoppede ham midlertidigt.
Først da Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen, udleverede styrelsen en række belastende dokumenter, som DR Nyheder havde søgt aktindsigt i.
Dokumenterne gemte på en række indberetninger, som styrelsen fik om psykiateren fra læger, misbrugscentre, kommuner, patienter og pårørende.
- Det er dybt alvorligt, siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, der vil have svar fra ministeren.
- Findes der flere akter
Også SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, er stærkt kritisk.
- Det første, jeg tænker på, er, at man prøver at holde nogle af de her ting skjult. Man vil ikke have, at offentligheden skal vide, at man har klokket godt og grundigt i det, siger hun.
De to ordførere vil nu have ministeren til at forklare sig på et samråd, de allerede har indkaldt til om sagen sammen med Venstre.
- Ministeren må forklare, om der findes flere akter. Er der flere indberetninger? Hvorfor gav man ikke indberetningerne med det samme? Og hvad agter ministeren at gøre, siger Liselott Blixt.
- Ikke godt nok
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) udtalte i går i TV Avisen, at "det ikke er godt nok", at Sundhedsstyrelsen har tilbageholdt information.
- Når offentligheden beder om indsigt i, hvad der bliver lavet i den offentlige forvaltning, skal man selvfølgelig have oplysningerne. Vi skal være åbne, både når der er en god historie at fortælle, og når der er noget, der er problematisk, sagde han.
Du kan se hele interviewet med Nick Hækkerup i videoen øverst i artiklen.
Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at svare på kritikken, men har henvist til sundhedsministeren.
Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk
Hvis du har mistanke om, at du er blevet fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, skal du kontakte din praktiserende læge. Det oplyser Region Midtjylland til DR Nyheder.