Thorning ikke i tvivl: Nationalbanken vil sikre fortsat fastkurspolitik

Statsministeren har fuld tillid til, at Nationalbanken sikrer fastkurspolitikken, selvom den danske kroner er under voldsomt pres.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er ikke bekymret for den danske krone. (Foto: © Jens Astrup, Scanpix)

I en situation, hvor den danske politik om at holde en fast kurs på danske kroner over for euroen er under gevaldigt pres, erklærer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at hun har fuld tillid til Nationalbankens håndtering af situationen.

Thorning understreger, at Nationalbanken siden 1982 har formået at holde fastkurspolitikken.

- Og det har den også i situationer, hvor der sker noget nyt i verden. Jeg har fuld tillid til, at Nationalbanken vil holde fastkurspolitikken denne gang. Jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om det, siger statsministeren.

Hun svarer nej på spørgsmålet om, hvorvidt hun er bekymret for den danske krone i øjeblikket.

Svag eurokurs

Kronen er på det seneste blevet attraktiv for investorer, og det har fået værdien af den danske krone meget op. Det ønsker Nationalbanken ikke, fordi kronen er bundet til euroen.

Og eurokursen er i disse dage svag - blandt andet fordi Den Europæiske Centralbank har trykt nye penge, som skal bruges på at købe statsobligationer i særligt kriseramte eurolande.

Nationalbanken har sikret en fastkurspolitik siden 1982. (© Colourbox)

Håbet er, at bankerne vil bruge pengene fra salg af obligationer på at låne dem ud til investorer og virksomheder, hvilket sætter gang i forbrugsmøllen i Europa.

Nationalbanken har for at presse kronens værdi ned sænket renten tre gange på to uger. Og den har solgt kroner og købt euro i stedet for, så kronekursen kan falde.

Senest har banken stoppet udstedelsen af statsobligationer - også for at holde kronen tæt til euroen.

Alligevel fortsætter investorerne med at efterspørge danske kroner og presse kursen op.

Derfor spekuleres der i, om Nationalbanken kan stå imod og fastholde kronens valutakurs over for euroen, eller om Nationalbanken giver efter og lader kronens kurs stige, ligesom Schweiz gjorde i forrige uge.

Nationalbanken vil gøre alt for at forsvare fastkurs

Men selv om presset på Nationalbanken er stort, så er der ikke udsigt til, at Nationalbankens direktør, Lars Rohde, giver efter og opskriver kronens værdi, vurderer chefstrateg Henrik Drusebjerg fra investeringsbanken Carnegie.

- Mit og stort set alle danske økonomers svar er, at de vil stå imod, fordi det er den politik, der er bred konsensus om i Danmark og har været det i en menneskealder. Og fordi en styrkelse af danske kroner lige nu ville være en katastrofe for vores lille åbne danske økonomi med en vækst tæt på nul, og hvor eksporten udgør over 40 procent af bruttonationalproduktet, siger han.

Der har ikke tidligere været et så massivt pres på at opskrive kronens kurs som nu - siden Danmark vedtog fastkurspolitiken i 1982.

Men der har i perioder med krise i Danmark været et pres på kronen, som har betydet, at investorerne har solgt danske kroner.

Dengang måtte Nationalbanken hæve renten voldsomt for at bevare kronens kurs, og det er det samme forsvar - bare med modsat fortegn, som vil også vil se nu, vurderer Henrik Drusebjerg.

- Nationalbanken har historisk set vist, at den er klar til at gå langt med renteforhøjelser for at forsvare den stabile valutakurs, og derfor vil vi også se, at den nu vil gå langt med modsat fortegn og sænke renten for at fastholde kronens faste kurs over for euroen, siger Henrik Drusebjerg.

Chefstrategen erkender dog, at risikoen for at Nationalbanken giver efter for de finansielle markeders pres er steget den seneste tid, men han vurderer fortsat, at der er en meget lille risiko for, at man opgiver kronens faste kurs.