V-folketingsmedlemmer: Løkke mangler svar til boligejere

Venstre skal have mere fokus på at få stoppet stigningerne i ejendomsskatten og fremlægge en plan, mener to folketingsmedlemmer fra Venstre.

Venstre skal prioritere at få kigget på grundskylden ude i kommunerne, mener to af partiets folketingsmedlemmer - Jan E. Jørgensen og Jakob Engel Schmidt. (Foto: © Steen Brogaard, Folketinget)

To af Venstres folketingsmedlemmer rejser nu en markant kritik af deres egen partitop i spørgsmålet om grundskylden - den såkaldte ejendomsskat. Kritikken kommer fra Jakob Engel-Schmidt (V) og Jan. E. Jørgensen, der begge også er valgt ind i kommunalbestyrelser.

Venstres top gør nemlig ikke noget for at adressere grundskylden, mener de to medlemmer af Folketinget for partiet.

Og med stigningerne i ejendomsbeskatningen er den kommet op på et niveau, der er alt for højt for almindelige mennesker, siger Jan. E. Jørgensen, der foruden tjansen som blandt andet partiets forbrugerordfører, også er valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

- Venstres ledelse er nødt til at tage det her problem alvorligt og erkende, der er steder, hvor grundskylden er for høj. Vi har slet ikke prioriteret det, siger han til DR Nyheder.

- Vi skylder en forsikring

Kritikken suppleres af partiets innovations- og iværksætterordfører, Jakob Engel-Schmidt (V), der opfordrer sit eget parti til at tage bladet fra munden på spørgsmålet om ejendomsskatterne for at berolige boligejerne.

- Venstre skylder at forsikre boligejerne om, at de ikke bliver drevet fra hus og hjem, hvis regeringsmagten skifter efter valget, siger Jakob Engel-Schmidt til DR Nyheder.

Han pointerer samtidig, at grundskylden i mange kommuner er steget "helt urimeligt". Hvorvidt den skal fastfryses eller sænkes med Venstre ved regeringsroret, vil Jakob Engel-Schmidt dog ikke lægge sig fast på.

K-formand klandrer Løkke

Kritikken kommer efter, at de Konservatives formand Søren Pape Poulsen i dagens udgave af Berlingske retter skytset mod Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og klandrer ham for at svigte boligejerne.

Til det svarer partiets finansordfører Peter Christensen (V), at førsteprioriteten er at sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster.

Men de to ting udelukker ikke hinanden, siger de to menige medlemmer af Venstres folketingsgruppe.

- Det er heldigvis ikke et spørgsmål om enten eller. Jeg er sikker på, at en gennemarbejdet Venstreplan kan indeholde markante skattelettelser til folk, der går på arbejde, men også en forsikringspolice til de mennesker, der i øjeblikket er ved at blive drevet ud af egen bolig, siger Jakob Engel-Schmidt.

Og han suppleres af Jan E. Jørgensen:

- Det her er altså også vores prioritet i en række kommuner, hvor man betaler vildt meget i grundskyld i forhold til, hvad husene er værd.

Gruppeformand: Ret ejendomsskattevurderinger først

I Venstres top vil gruppeformand, Kristian Jensen, ikke lægge sig fast på, hvad der skal ske med grundskylden, hvis Venstre vinder valget. Han henviser til, at partiet først vil have rettet fejlene i ejendomsskattevurderingerne, inden man lægger sig fast på en politik.

- Vores første udfordring med grundskylden er jo, at vi skal have rigtige ejendoms- og grundvurderinger, der afspejler den rigtige værdi. Det har vi ikke i øjeblikket, og derfor har vi brug for først at få styr på vurderingerne, siger Kristian Jensen.

- Vores prioritet i Venstre er, at de kroner, vi vil bruge til skattelettelser først, skal bruges til sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster, for det er der, vi har brug for at gøre en forskel, så det kan betale sig at arbejde, siger han.

Men de familier, der bliver ramt af stigende grundskyld, har vel også brug for en forsikring, hvis der kommer en borgerlig regering?

- Jeg forstår udmærket deres bekymringer, men for at kunne lave en bedre grundskyld, så er vi nødt til at have nogle rigtige vurderinger, og det har vi ikke i øjeblikket.