Regeringen risikerer at ramme helt uskyldige, når de vil tage passet fra fremtidige Syrien-krigere.
Sådan siger flere eksperter på dagen, hvor et nyt lovforslag, der skal give politiet mulighed for at inddrage passet og udstede udrejseforbud til danske statsborgere, der har planer om at rejse ud og deltage i væbnet konflikt, skal behandles i Folketinget.
For kravene til bevisbyrden er alt, alt for lave, siger Peter Vedel Kessing, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.
Han kritiserer blandt andet, at der i lovteksten står, at politiet kan tage passet fra en person, "hvis der er grund til at antage, at de vil være til fare for den danske stat".
- Vi må som minimum have konkrete grunde til at mistænkte dem. Der er behov for at lovteksten bliver præciseret, så den for eksempel kræver "skærpede grunde til mistanke" for at kunne fratage passet, siger Peter Vedel Kessing og uddyber sin bekymring ved lovforslaget.
- Jo mere upræcist lovforslaget er formuleret, jo større er risikoen for, at vi rammer helt uskyldige mennesker.
Kan krænke menneskerettighederne
Regeringens lovforslag indeholder også en bestemmelse om, at herboende udlændinge samtidig vil kunne få frataget deres opholdstilladelse, hvis de rejser til Syrien og kæmper med IS.
Men når beviskravene ikke er højere, risikerer Danmark at bryde menneskerettighederne, siger Jacob Mchangama, der er direktør i den juridiske tænketank Justitia.
- Hvis man tager passet fra folk, så indskrænker man jo deres bevægelsesfrihed i ret høj grad, og det er et brud på menneskerettighederne, medmindre der er konkrete beviser, siger han.
Forslaget førstebehandles i dag og ventes at blive vedtaget af et bredt politisk flertal. Ifølge tidsplanen skal det endeligt vedtages i februar og forventes at kunne træde i kraft 1. marts.
Advokaterne kritiserer forskelsbehandling
Ikke alene er bevisbyrden i lovforslaget tynd - det nye lovforslag gør også for stor forskel på danske statsborgere og herboende udlændinge, siger Sysette Vinding Kruse, der er formand for strafferetsudvalget i Advokatrådet.
For det skal være muligt at fratage folk deres opholdstilladelse, hvis de rejser til Syrien, men de personer skal have en fair chance for at forsvare sig i retten, siger hun.
- Udlændinge, der får frataget deres opholdstilladele på en mistanke om, at de vil rejse til Syrien, kan ikke få prøvet sin sag ved domstolen. De kan få sagen for Udlændingenævnet, men det er på skrift og uden advokat, og så kan det være svært at tale sin sag, siger siger Sysette Vinding Kruse.
Hun har stor forståelse for, at regeringen ønsker at bekæmpe radikaliseringen blandt muslimer, men der er behov for en øge kravene til bevisbyrden.
- Et notat fra PET, hvor anonyme kilder påstår, at vedkommende vil rejse til Syrien og kæmpe med IS, det kan altså ikke være nok til at fratage folk deres pas. Der må være højere krav til bevisbyrden, siger hun.