Det kan blive nødvendigt at indhente en tilladelse på forhånd, hvis man i fremtiden vil til Syrien eller et andet af verdens brændpunkter.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) erklærer sig således åben over for et forslag fra blå blok om, at man fremover skal indhente tilladelse fra de danske myndigheder, hvis man vil rejse til et af "verdens brændpunkter".
- Det er ikke tid til at lukke døre i den situation, vi står i nu. Vi vil også se på, om det er et forslag, der kan lade sig gøre, siger Helle Thorning-Schmidt.
- Kan det gennemføres uden, at det begrænser friheden til at rejse derhen, hvor man vil, så vil vi gerne kigge på det, også som opfølgning på det, der er sket i Paris, siger hun.
Helle Thorning-Schmidt siger desuden, at hun "har ingen principielle problemer overhovedet" med forslaget, men et praktisk problem kan være, at mange syriensrejsende typisk tager over et andet land, typisk Tyrkiet, inden de rejser ind i Syrien.
Løkke: Man skal straffes, hvis man rejser uden tilladelse
Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen forklarer, at baggrunden for de blå partiers forslag er, at det foreløbig har været umuligt at løfte en bevisbyrde over for de mere end 100 personer, som er rejst fra Danmark til Syrien.
Det har ikke været muligt at fastslå, at de har deltaget i terrorhandlinger eller begået noget andet ulovligt i Syrien.
- Forudsætningen for overhovedet at udrejse til de områder er, at man har en forudgående tilladelse, som selvfølgelig skal være enkel og ubureaukratisk at få, hvis man rejser som nødhjælpsarbejder eller journalist eller andet, siger Lars Løkke Rasmussen om forslaget.
- Men kan man ikke godtgøre, at der er et formål med rejsen og rejser alligevel, så skal man kunne straffes, siger han.
Thorning vil se på PET's behov
Ordvekslingen mellem Thorning og Løkke sker under Folketingets spørgetime tirsdag.
Her oplyser Helle Thorning-Schmidt desuden, at hun i kølvandet på terrorangrebet i Paris vil se på, om de danske efterretningstjenester har brug for flere midler.
- Vi må selvfølgelig spørge os selv, om der er erfaring fra terrorangrebet i Paris, som er relevant for vores efterretningstjenester, siger Helle Thorning-Schmidt.
- Derfor har jeg bedt de danske myndigheder se på, om der her og nu kan være behov for at styrke vores nationale tjenester, om der er brug for nye redskaber eller nye ressourcer, siger hun.