Det er nu, vi skal holde hovedet koldt, og ikke tage forhastede beslutninger eller lave panik-lovgivning, der gør indhug i vores frihedsrettigheder.
Sådan lyder opfordringen fra Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, til hendes politiske kollegaer.
- Jeg vil gerne advare kraftigt imod, at vi som politikere tager vigtige beslutninger i affekt oven på de forfærdelige hændelser i Paris, siger hun til DR Nyheder.
- Det er afgørende, at vi holder hovedet koldt. Særligt hvis det gælder forslag, der griber ind i vores retssikkerhed eller i privatlivets fred.
Justitsministeren: PET skal have nye redskaber
Meldingen kommer efter danske politikere fredag stod i kø for at kaste flere penge efter PET efter de seneste dages terrorangreb i Paris.
Og efter justistminister Mette Frederiksen (S) sagde, at PET skal have nye redskaber i fremtiden til at komme terrortrusler til livs.
- Med det angreb vi har set i Paris nu - og med den terrorrisiko, der er omkring Danmark, så er der ikke plads til at være naive mere, sagde justitsministeren fredag.
Men der er plads til eftertanke, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
- Efter angrebet på World Trade Center blev der taget alt for mange beslutninger i affekt og uden en grundig diskussion, siger hun til DR Nyheder.
- Det var for eksempel helt forkert, at vi gav myndighederne ret til at følge med i alle danskeres digitale korrespondencer. De muligheder er heldigvis nu indskrænket igen. Men det viser, at der er grund til at holde tungen lige i munden.
"Alvorlig terrortrussel" mod Danmark
Venstre, De Konservative, SF og Dansk Folkeparti stod fredag klar med flere penge til PET, hvis tjenesten skulle bede om det.
PET mener nemlig, at der fortsat er en "alvorlig terrortrussel" mod Danmark.
Dermed ligger regeringen på linje med et bredt flertal i Folketinget, og det er justitsministeren glad for.
- Det er fuldstændig afgørende, at vores efterretningstjenester har de muskler, kompetencer og redskaber, der skal til for at kunne stå mål med den terrortrussel, der er mod Danmark, og de alvorlige farer, vi kan se, sagde Mette Frederiksen fredag til DR Nyheder.
EL: Drop panik og konkurrence
Og der er heller intet i vejen for at drøfte om efterretningstjenesterne, har brug for flere ressourcer, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
- Men det skal ikke ske i panik, eller fordi at vi som politikere begynder at konkurrere om, hvem der kan komme med de mest vidtgående forslag, siger hun til DR Nyheder.
PET har ikke offentligt ytret et ønske om, at de har behov for flere penge.