Jens Rohde angriber Støjberg: Fræk og historieløs JP-kritik

Venstres europaparlamentariker Jens Rohde langer kraftigt ud efter sin partifælle Inger Støjberg, der har kritiseret Jyllands-Posten for at undlade at bringe satiretegninger efter terror i Paris.

- Man behøver vel ikke at være samurai, og det er temmelig historieløst og en smule frækt at angribe JP for ikke at stå op for ytringsfriheden, skriver Jens Rohde på sin Facebook-profil. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Jyllands-Postens beslutning om ikke at bringe Charlie Hebdos satiretegninger efter onsdagens terrorangreb i Paris skaber nu ballade internt i Venstre.

Partiets europaparlamentariker Jens Rohde langer kraftigt ud efter politisk ordfører, Inger Støjberg (V), der torsdag kritiserede Jyllands-Posten voldsomt, selvom avisens chefredaktør, Jørn Mikkelsen forklarede beslutningen med, at det ville være helt uansvarligt.

Inger Støjberg sagde blandt andet, at "det ser ud som om, Jyllands-Posten har givet op". Også Pia Kjærsgaard (DF) og Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, udtalte sig i kritiske vendinger om Jyllands-Posten.

Politikerne skal blande sig uden om

- Jeg vil gerne udtrykke min dybeste forståelse for JP's valg i situationen. Man behøver vel ikke at være samurai, og det er temmelig historieløst og en smule frækt at angribe JP for ikke at stå op for ytringsfriheden, skriver Jens Rohde på sin Facebook-profil.

Han mener, at Jyllands-Posten mere end noget andet medie i Danmark har trukket læsset "på den bane", og at politikerne skal blande sig uden om avisens beslutning.

- Nøjagtig som vi politisk ikke skulle blande os i, om JP bragte tegningerne for ti år siden, skal vi heller ikke blande os i, om de undlader at gøre det i dag, skriver Jens Rohde.

Pind: De er bange på JP

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, viste i går torsdag - ligesom Rohde - mere forståelse over for Jyllands-Posten beslutning om at droppe genoptrykningen.

- Jeg vil ikke sige dårlige ting om Jyllands-Posten. De skal ikke gå i forreste linje mere - de har ofret rigeligt på det alter. De er da blevet bange inde på Jyllands-Posten, og det kan jeg godt forstå, lød det fra Søren Pind.

Politiken, der holder til på Rådhuspladsen sammen med Jyllands-Posten, valgte efter terrorangrebet i Paris at vise eksempler på Charlie Hebdos satiretegninger. Også Berlingske og en række andre danske aviser traf den beslutning.