Allerede i den første fase, hvor en asylansøger kommer til Danmark, skal dennes kvalifikationer og kompetencer kortlægges
Det er et af de punkter, regeringen sammen med KL diskuterer i dag, og som de kl. 12.25 holder pressemøde om i Aalborg. Målet er at få flygtninge hurtigere i arbejde.
Og forslaget om en hurtig og systematisk afklaring af asylansøgernes kompetencer kan være med til at hjælpe kommunerne til hurtigere at finde arbejde til de flygtninge, der kommer med brugbar uddannelse og kvalifikationer.
Men det løser langt fra den udfordring, kommunerne står med, siger KL's formand Martin Damm (V).
- Det her kan løse en del af opgaven, fordi der, især blandt de syriske flygtninge, kan være personer med nogle gode kompetencer, men det løser ikke hele opgaven med at få 12.000 flygtninge i job lige med et snuptag. Det kræver et langt sejt arbejde, siger Martin Damm.
EL: Der mangler job
Både SF og Enhedslisten bakker op om regeringens forslag om en hurtig og systematisk udredning af asylansøgernes kvalifikationer, men det løser ikke hovedproblemet. Nemlig at der simpelthen mangler arbejde til dem.
- Hovedproblemet er jo, at der mangler arbejde, og det gælder både i forhold til danskere og i forhold til flygtninge, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
SF: Flygtninge kan få østeuropæeres arbejde
SF har derfor foreslået, at man indgår partnerskaber med landets virksomheder om at ansætte flygtninge i stedet for at bruge østeuropæisk arbejdskraft
- Noget af det, SF har foreslået, er at kigge på nogle af de østeuropæere, der er i Danmark, som jo varetager en hel del job. Kunne vi måske erstatte dem med nogle af de indvandrere, der er her, ville det være glimrende, siger formand Pia Olsen Dyhr (SF).
Mangel på kvalifikationer
Et andet problem med at få flygtningene i job er simpelthen, at mange af dem slet ikke har kvalifikationer til det danske arbejdemarked.
Det mener i hvert fald Torben Tranæs, der er forskningschef hos Rockwoll Fondens forskningsenhed.
Derfor er det i hans verden urealistisk at tro, at flygtningene får en lige så høj beskæftigelsesgrad som resten af arbejdsmarkedet.
- Kvalifikationerne er, som de er, og det er ofte med en meget dårlig uddannelsesbaggrund. Så en beskæftigelsesgrad på 75 procent for ikke-vestlige indvandrere kan efter min bedste overbevisning ikke lade sig gøre, siger Torben Tranæs.