Statsminister Helle Thorning-Schmidt luftede i sin nytårtale ønsket om, at alle asylansøgere og flygtninge kommer i arbejde, når de er i arbejde.
- Hvis du kommer til Danmark, skal du selvfølgelig arbejde. Du skal bruge det, du kan. Du skal lære sproget og ud blandt danske kolleger, sagde Helle Thorning-Schmidt.
- Det er særligt vigtigt, fordi der for tiden kommer mange flygtninge fra især Syrien til Danmark, fortsatte statsministren.
I dag uddybede hun de tanker i et interview med DR Nyheder. Her kritiserede hun samtidig den politik, som hendes forgængere har ført, når Danmark tidligere har taget imod de store flygtningestrømme.
Se hele interviewet her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a70957a11f9d07486c2936
- Der kommer mange nye flygtninge til Danmark, og vi skal ikke gøre de samme fejltagelser, som vi har gjort hidtil. Denne gang skal det lykkes, og derfor skal vi tage nye metoder i brug, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin nytårstale.
73,4 procent af den del af arbejdsstyrken, der har dansk oprindelse, er i dag i arbejde. Det samme gør sig kun gældende for 47,3 procent af indvandrere fra ikke-vestlige lande.
I arbejde, også uden job
Statsministeren var sparsom med detaljerne i den nye plan, der altså skal bringe flygtninge og asylansøgere i arbejde.
Men flygtningene skal i arbejde - også selvom de ikke kan finde et job.
- Måden at gøre det på er først og fremmest at finde ud af, hvad de kan. Så skal de måske bygge lidt ovenpå her i Danmark, og så skal de hurtigst muligt have et job, og hvis de ikke kan få det, så skal de have et nyttejob, hvor de kan løse nogle af de opgaver, vi alligevel skal have løst her i Danmark, sagde Helle Thorning-Schmidt.
I sin nytårstale luftede statsministeren flere muligheder for, hvilke opgaver flygtninge kan løfte for deres kontanthjælp, hvis de ikke kan finde almindelig beskæftigelse.
- Der er strande, hvor der skal ryddes op. Der er daginstitutioner, hvor sandkassen eller gyngen skal repareres, sagde statsministeren i talen.