2014 har på alle måder været et højdramatisk politisk år.
Regeringen gik fra at indeholde tre til nu kun to partier, vicestatsministeren rejste til Bruxelles, og Lars Løkke Rasmussen var lige ved at gå af som Venstres formand. For bare at nævne nogle eksempler.
Listen er lang, og DR Nyheders politiske redaktion har derfor udvalgt fem sager, der har fyldt meget i årets løb. Dem genopfrisker vi her:
Dramatiske dage i januar
En vikar fra Fyn blev katalysatoren for den mest skelsættende historie i dansk i politik i det forgangne år.
Karsten Hønge (SF) havde afløst den stressramte Anne Baastrup i Folketinget, og i slutningen af januar satte han ord på det, som langt over 100.000 danskere allerede havde skrevet under på: Regeringen bør sige nej til at sælge 19 procent af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Samtidig bør SF tage en intern diskussion om partiets regeringsdeltagelse, sagde Hønge - endda under den tidligere partiformand Villy Søvndals afskedsreception på Christiansborg. Søvndal, der havde gjort det til sit store politiske projekt at bringe SF i regering.
Det fik imidlertid ikke Hønge til at stoppe sin kritik af Dong-salget og SF som regeringsparti.
- Denne her sag er jo en kamel, der stiller sig oven på bunken af kameler, som er blevet slugt af SF. Og som har bragt partiet ud i denne her meget vanskelige situation.
- Vi er sgu gået hen og blevet noget tørre i halsen, sagde Karsten Hønge, der også fik øgenavnet Vikaren fra Helvede.
Udtalelserne fra Hønge faldt tirsdag 28. januar, og allerede dagen efter afholdt SF et krisemøde i DGI Byen i København, der vil gå over i partihistorien.
SF's landsledelse skulle beslutte, om partiets folketingsgruppe kunne bakke op om Dong-salget, men efter et dramatisk og flere timer langt møde, var det endnu uafklaret, hvad partiet ville stemme i sagen.
- Jeg forventer, at vi holder linjen, sagde daværende formand Annette Vilhelmsen, da hun som den sidste SF'er forlod DGI Byen lidt over midnat.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a2d5846187a2187c807a72
Se TV Avisen-indslag om SFs nedsmeltning herover.
Forinden havde de ventende journalister overværet fortvivlede SF'ere gå ud af mødelokalet en efter en, og ingen kunne rigtigt svare på, om SF også ville være i regering efter Dong-sagen. Både næstformand Peter Westermann samt finansordfører og politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen kunne dog meddele, at de ville trække sig fra deres poster.
Næste formiddag var SF's exit fra regeringen en realitet.
Annette Vilhelmsen kunne på et pressemøde konstatere, at hun ikke formåede at samle partiet, og at hun som en konsekvens gik af som formand og samtidig trak SF ud af regeringen, der dermed kun bestod af Socialdemokraterne og De Radikale.
Med sit træk satte Vilhelmsen punktum for en lang ydmygelse for åben skærm. Det havde stået på i et døgn på dette tidspunkt.
I dagene efter forlod Astrid Krag (S), Ole Sohn (S) og Ida Auken (R) partiet.
Ole Sohn nåede inden da at udtale, at forløbet er "det mest pinlige og latterlige", han har været med til i sine mange år i dansk politik.
En måneds tid senere blev Pia Olsen Dyhr udpeget som partiets nye formand på et ekstraordinært landsmøde hos Comwell i Kolding. Hun blev valgt uden modkandidater.
Løkkes underbukser og et aflyst formandsopgør
I midten af maj prydede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, så Ekstra Bladets forside i en ny bilagssag. Overskriften lød: Købte tøj og sko for 152.000 kroner - Venstre betaler regningen".
På dette tidspunkt var EP-valgkampen ved at gå ind i sin helt afgørende fase, men kandidaterne fra Venstre fik pludselig andet end EU-stof at forholde sig til.
I første omgang forsvarede V-toppen, at partiet havde købt tøj til Løkke for 152.000 kroner op til folketingsvalget i 2011, men uroen begyndte hurtigt at ulme.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a18a676187a2187c8075e8
Se TV Avisen-indslag om Løkkes tøjsag herover.
For mange i baglandet fik sagen endegyldigt bægeret til at flyde over - Løkkes pengeforbrug var ganske enkelt ikke foreneligt med Venstre-dyder.
- Jeg er mest skuffet over, at når man tjener langt over en million, at man så ikke lige selv kan købe sine underbukser, lød det eksempelvis fra Jørgen Jakobsen, Venstres lokalformand i Låsby.
- Rent moralsk kan det med vestjyske øjne være lidt uheldigt eller meget uheldigt. Det er ikke det, der er kendetegnende for et vestjysk venstremedlem, sagde lokalformand i Lemvig, Tage Rækby, der også er medlem af Venstres hovedbestyrelse.
Da stemmerne ved europaparlamentsvalget 25. maj var talt op, stod det da også klart, at Venstre havde lidt skade af Løkkes tøjsag. Partiet fik en gedigen vælgerlussing og gik 3,4 procentpoint tilbage i forhold til valget i 2009 og tabte et mandat.
Løkke erkendte på valgaftenen, at det var hans ansvar, at Venstre ikke havde fået et bedre valg. Han lod dog også forstå, at han ville kæmpe videre som formand og forsøge at få partiet på ret kurs igen.
Løkke meldte ud, at han ville indkalde til hovedbestyrelsesmøde i Venstre for at gøre status over situationen i partiet.
Valgresultatet fik dog bølgerne til at gå endnu højere i Venstre, og snart stod det klart, at der over hele landet var lokale foreninger, der krævede Løkkes afgang og Kristian Jensen som formand.
I dagene op til hovedbestyrelsesmødet 3. juni bredte kritikken sig helt ind i Venstres folketingsgruppe, hvor blandt andre Karsten Lauritzen, Mads Rørvig og Michael Aastrup Jensen trak deres støtte til Løkke.
Lidt over middag skrev de fleste toneangivende danske medier, at Løkke senere på dagen ville trække sig som partiformand, men da hovedbestyrelsesmødet i Odense var slut over midnat, meddelte Løkke, at han ville fortsætte som formand.
Det blev dog pointeret, at det nu var i et nyt og stærkere formandsskab med Kristian Jensen.
Flere forskellige målinger har senere vist, at sagen har kostet dyrt for Lars Løkke Rasmussen. Danskerne betragter ham nemlig som en af de mindst troværdige politiske ledere.
Dansk Folkeparti blev de største
2014 var året, hvor Dansk Folkeparti trådte endnu længere frem på den politiske scene. Ikke nok med at partiet med Morten Messerschmidt i spidsen fik et kanonvalg ved europaparlamentsvalget i maj - enkelte målinger sendte også DF helt til tops i meningsmålingerne.
Ved valget 25. maj trak Messerschmidt intet mindre end 465.758 personlige stemmer, hvilket viste sig at være rekord ved valg i Danmark. Målt på stemmetal blev Messerschmidt også større end hele Venstre, der samlet fik 378.772 stemmer.
Poul Nyrup Rasmussens rekord fra 2004 var på 407.966 stemmer.
Morten Messerschmidt var den søndag i maj heller ikke bleg for at kalde valget for "historisk" og en klar melding fra befolkningen om, at der er noget galt med den måde, som EU fungerer på i dag.
Men der var nok heller ingen tvivl om, at DF kunne takke Venstre for fremgangen. Løkkes parti fik det dårligste europarlamentsvalg siden 1989 med under 19 procent af stemmerne.
Løkke tog da også selv ansvaret og henviste til balladen om, at Venstre havde ekviperet ham med tøj og sko for 152.000 kroner og givet en Mallorca-rejse til formandens hustru og søn.
Siden har et par enkelte meningsmålinger sendt DF op som det største parti i Danmark. Så sent som i slutningen af november viste en Megafon-måling for Politiken og TV2, at DF ville få 21,2 procent af stemmerne - flest af alle.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a18a1e6187a2187c8075e2
Se TV Avisen-indslag om DF-vokseværk herover.
Vokseværket har øget fokus på Kristian Thulesen Dahl og hans ambitioner om at komme i regering eller ej efter det næste valg, der senest skal afholdes i september.
Lars Løkke Rasmussen afviste i 2011 tanken om DF i regering, men på Venstres landsmøde i Herning i oktober åbnede han op og slog fast, at ingen af de borgerlige partier på forhånd er udelukket fra at deltage i en V-ledet regering.
Kristian Thulesen Dahl afviste dog dengang, at det kunne komme på tale, at DF skal i regering. Og 28. december slog DF-formanden da også endnu engang fast, at det er 99 procent sikkert, at hans parti ikke skal sidde i regering efter et kommende folketingsvalg.
- Vores udgangspunkt er fortsat, at Dansk Folkeparti skal være der, hvor partiet får størst politisk indflydelse. Vi tror på, at den største indflydelse er uden for en regering, også selv om den er blå. Det har jeg altid sagt, og det ændrer jeg ikke på, sagde Kristian Thulesen Dahl til BT.
Farvel til Vestager
2014 var også året, hvor dansk politik mistede en af sine mest markante skikkelser.
Frem mod udnævnelsen af en ny Europa-kommission og EU-præsident i september svirrede vedholdende rygterne om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt ville få en plads på holdet og forlade statsministerposten i Danmark.
Flere toneangivende europæiske aviser som Financial Times havde ofte Thorning som favorit til posten som rådspræsident, når de forsøgte at forudse kabalen.
Men sådan endte det ikke. I stedet blev det overraskende De Radikales leder, Margrethe Vestager, der fik Bruxelles som sin nye arbejdsplads. På posten som konkurrencekommissær er hun allerede i gang med at vogte over den frie konkurrence og lægge arm med giganter som Google og Microsoft.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a18c9ba11f9d0d4833d788
Se TV Avisen-indslag om Vestager-farvel herover.
Vestagers farvel til dansk politik skabte et hul i regeringen, hvor hun indtil da havde fungeret som økonomi- og indenrigsminister. Statsministeren måtte derfor foretage sin på det tidspunkt syvende regeringsrokade på bare tre år.
Morten Østergaard overtog både posten som radikal leder og økonomi- og indenrigsminister efter Vestager.
Det viste sig dog, at den syvende rokade ikke var den sidste.
10. oktober trak daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) stikket og forlod regeringen. Hun havde fået job som administrerende direktør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, efter at den tidligere Venstre-minister Søren Gade tidligere forlod netop den tjans.
Dermed havde Thorning foretaget intet mindre end otte regeringsrokader på bare tre år. Vestager og Hækkerup var ikke de eneste, der forlod deres politiske poster i 2014.
Hos De Konservative trådte Lars Barfoed også ud af rollen som leder og overlod formandsposten til den noget ukendte Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen.
Partiet har længe ligget og rodet omkring fem procent af stemmerne i meningsmålingerne, og det tog Barfoed altså konsekvensen af. Der har dog ikke været tale om nogen Pape-effekt, da De Konservative ikke har rykket sig i meningsmålingerne siden formandsskiftet.
Nødløgnens efterspil
Foruden Morten Bødskovs (S) afgang som justitsminister i december 2013 rakte nødløgnens efterspil langt ind i 2014, hvor to embedsmænd endte med at blive degraderet, og nu er der så et udvalg, der er i gang med at undersøge, hvordan man kan komme begrebet nødløgn til livs.
Men lad os lige genopfriske, hvad sagen om nødløgnen - eller Christiania-sagen som den også er blevet kaldt - egentlig handler om:
Det begyndte med, at to planlagte ture for Folketingets Retsudvalg til fristaden Christiania blev aflyst.
Udvalget fik at vide, at aflysningen af Christiania-turen skyldtes politidirektør Johan Reimanns kalender og ikke Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaards deltagelse, som det reelt var tilfældet.
Det er denne løgn - som to embedsmænd på forhånd havde drøftet med justitsminister Morten Bødskov - der i beretningen beskrives som en "nødløgn".
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a18a8b6187a2187c8075eb
Se TV Avisen-indslag om nødløgnen herover.
Sagen betød, at departementschef i Justitsministeriet Anne Kristine Axelsson blev fritaget fra sit arbejde og udsat for en række tjenstlige forhør sammen med afdelingschef Jens-Christian Bülow.
En undersøgelseskommission med tidligere højesteretsdommer Per Sørensen i spidsen nåede i maj i år frem til, at det var en undskyldelig "nødløgn", som Bülow havde brygget sammen med den daværende departementschef i Justitsministeriet Anne Kristine Axelsson.
Hun blev også frikendt af undersøgelseskommissionen, men blev siden forflyttet til et nyt job som departementschef i Kirkeministeriet. Det blev i den grad tolket som en degradering.
2014 kan i det hele taget betragtes som et rigtig skidt et af slagsen for Justitsministeriet. Ministeriet blev igennem årets løb beskyldt for at tilbageholde oplysninger, udsende forkerte asyltal og decideret modarbejde Folketings Retsudvalg.
- Der er et farligt kulturproblem i ministeriet. Det handler om manglende respekt for de folkevalgte. Jeg har virkelig ikke stor tillid til Justitsministeriet længere. De ansvarlige embedsmænd er blevet renset og er tilbage i deres stillinger. Men tillidsproblemet består, sagde Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til Jyllands-Posten.
I starten af november kom der så en sønderlemmende kritik af Justitsministeriet fra statsrevisor Peder Larsens (SF) side.
Topjuristerne i ministeriet er ligeglade med menneskers ve og vel, lød den usædvanlige kritik fra formanden for Statsrevisorerne. Kritikken kom på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, der kom tidligere på året.
Den viste, at sagsbehandlingstiden fra en kriminel handling bliver anmeldt, til den kriminelle begynder afsoning i fængsel i gennemsnit er på hele 433 dage.
Siden fulgte Eritrea-sagen, der endnu ikke er afsluttet, da der i øjeblikket verserer en personalesag i Udlændingestyrelsen.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) erklærede sig dog tilfreds med en redegørelse fra Udlændingestyrelsen før jul. I redegørelsen afviser Udlændingestyrelsen politisk indblanding, fastholder sin metode til at lave fact finding-rapporter på og skriver samtidig, at der ikke har været faglig uenighed om konklusionerne i rapporten.
Tilbage står dog, at to navngivne embedsmænd, der var med på fact finding-mission i Eritrea, er sygemeldte. Den ene, Jens Weise Olesen, har kaldt rapporten et "makværk" og antydet, at en kontorchef agerede politisk.
Weise Olesen har også sagt, at kontorchefen i styrelsen havde luftet muligheden for en lønforhøjelse, hvis Eritrea-rapporten endte med et specifikt resultat.
Desuden har hovedkilden, professor Gaim Kibreab fra London, trukket sig fra rapporten og udtalt, at de danske udlændingemyndigheder har udledt de modsatte konklusioner om situationen i Eritrea i forhold til, hvad han fortalte dem.
Også en anden kilde i rapporten lagde senere kraftig afstand til konklusionerne.