Mette Frederiksen: Der er ingen rygende pistol i Eritrea-sag

Hverken Karen Hækkerup eller jeg har blandet os i Udlændingestyrelsens arbejde, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

Justitsminister Mette Frederiksen: Mistanken om politisk indblanding i Eritrea-sag kan nu manes helt til jorden. (© DR)

Mistanken om, at der skulle have været lagt politisk pres på Udlændingestyrelsen for at nå frem til et bestemt resultat i styrelsens Eritrea-rapport, kan nu helt lægges i graven.

Det mener justitsminister Mette Frederiksen (S), efter at styrelsen netop har fremlagt en supplerende redegørelse om den udskældte Eritrea-rapport, som flere kilder har kritiseret og trukket sig fra.

- Styrelsen siger meget klart, at der ikke har været tale om politisk indblanding, siger Mette Frederiksen.

- Heller ikke fra min forgænger (Karen Hækkerup, red.). Det er dejligt at få frem, så vi kan få den mistanke manet til jorden, siger hun.

Ingen rygende pistol

Udlændingestyrelsen skriver i sin supplerende redegørelse, at styrelsen selv besluttede at sende en fact finding-mission til Eritrea tidligere på året.

Tidligere justitsminister Karen Hækkerup (S) sagde ellers i et TV2-interview i august, at det var Hækkerup selv, der havde besluttet at sende en mission til Eritrea for at undersøge "om vi kan sende de her mennesker retur".

Den udtalelse har Karen Hækkerup for nylig beklaget og taget afstand fra, og Mette Frederiksen mener, at onsdagens redegørelse gør det helt klart, at der ikke har været tale om politisk bestillingsarbejde i sagen om Eritrea-rapporten.

- Jeg tror ikke, der er nogen rygende pistol i denne sag, og Karen Hækkerup har jo også selv beklaget sine udtalelser, siger Mette Frederiksen.

Samråd i morgen

Hun understreger desuden, at den del af rapporten, som der har været kritik af, og som en række kilder har trukket sig fra, ikke har haft og heller ikke vil få nogen betydning i sagsbehandlingen.

Mette Frederiksen vil dog ikke tage stilling til, om Udlændingestyrelsen helt bør kassere den kritiserede rapport.

- Der gælder på asylområdet et armslængdeprincip. Det gør der af flere årsager, blandt andet for at beskytte asylansøgere mod politisk indblanding, siger Mette Frederiksen.

- Det princip gør, at jeg som minister ikke blander mig i den konkrete asylbehandling, ej heller i de rapporter, der ligger til grund for behandlingen, siger hun.

Det er endnu uklart, om der kommer nogen form for videre undersøgelse af hele Eritrea-sagen. Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har meddelt, at han overvejer at gå ind i sagen, men har endnu ikke taget endelig stilling.

Mette Frederiksen skal i samråd i Folketinget om Eritrea-sagen torsdag morgen.