En række medlemmer af det radikale bagland tager nu bladet fra munden og retter en markant kritik af regeringen og deres eget parti i sagen om den såkaldte Eritrea-rapport. Rapporten er "mega betændt" og "uanvendelig" lyder det fra kritikerne.
Blandt kritikerne er Gustav Sieg Sørensen, der er hovedbestyrelsesmedlem i Radikale Venstre. Han mener, at Radikale skal sørge for at få stoppet sagsbehandlingen af 1.400 asylansøgninger fra eritreiske flygtninge, indtil omstændighederne omkring rapportens udarbejdelse er blevet klarlagt.
- Den rapport er uanvendelig. Den er simpelthen af for dårlig kvalitet. Det kan godt være, at Udlændingestyrelsen har besøgt et land, men det kan da ikke være Eritrea, siger Gustav Sieg Sørensen til DR Nyheder
- Rapport er mega betændt
Kritikken står han ikke alene med. Den bliver bakket op af flere andre markante stemmer i baglandet.
Hovedbestyrelsesmedlemmet Jeppe Trolle, der også er folketingskandidat for partiet, mener ikke, at Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport kan bruges til noget.
- Den rapport er mega betændt. Det eneste rigtige vil være at lade være med at bruge den rapport til noget som helst. Den radikale partitop må arbejde for, at det ikke sker, siger Jeppe Trolle.
Også tidligere folketingsmedlem for de radikale og nuværende formand for FN-forbundet, Jørgen Estrup, ser gerne, at den radikale partitop får sat en stopper for brugen af den kontroversielle Eritrea-rapport.
- Der er rejst så massiv kritik af den rapport, at det vil være meget mærkeligt at bruge den som grundlag for sagsbehandlingen før rapporten er undersøgt nærmere af for eksempel ombudsmanden, siger han.
Ombudsmand overvejer at se på sagen
Sidstnævnte med henvisning til, at Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, lørdag sagde til flere medier, at han på eget initiativ overvejer at se på Eritrea-sagen eller i hvert fald dele af den.
Flere kilder til rapporten har åbenlyst kritiseret konklusionerne som værende fuldstændig i modstrid med, hvad de har sagt, ligesom en række embedsmænd i Udlændingestyrelsen er sygemeldt, efter et internt opgør omkring rapporten ifølge Berlingske.
Venstrefløjen har opfordret regeringen til at stoppe sagsbehandlingen. SF og Enhedslisten sagde lørdag til DR Nyheder, at sagsbehandlingen bør stoppe, indtil der foreligger en redegørelse i sagen.
En redegørelse som justitsminister Mette Frederiksen (S) har bestilt hos Udlændingestyrelsen i kølvandet på kritikken.
Radikal ungdom enig i kritkken
Også i de radikales eget ungdomsparti lægger man mandag afstand til den omstridte rapport og opfordrer partiets formand, Morten Østergaard (RV), til at få sat en stopper for sagsbehandlingen.
- Alt tyder jo på, at rapporten ikke er sand. Jeg mener absolut, at Radikale Venstre bør tage afstand fra den. Det er en radikal mærkesag at føre humanitær udlændingepolitik, og sådan som det går lige nu, er den ikke særlig human, siger Christopher Røhl, landsformand for Radikal Ungdom.
Kritikken fra baglandet kommer samme dag, som Udlændingestyrelsen genoptager sagsbehandlingen af tusindvis af asylansøgninger, der de seneste måneder har været sat i bero.
Den omdiskuterede rapport indgår netop som en del af sagsbehandlingen.
Gruppeformand: Ingen sendes hjem lige nu
I partitoppen er man lydhør over for kritikken fra baglandet, men man vil imidlertidig ikke standse sagsbehandlingen. I stedet forsikrer gruppeformand Camilla Hersom (RV), at ingen bliver sendt hjem, før der er kastet lys over forløbet.
Hun henviser til, at justitsminister Mette Frederiksen har bestilt en redegørelse af rapportens tilblivelse, der skal være klar inden jul.
- Indtil vi har et fuldstændigt grundlag, kan vi ikke træffe afgørelse om at sende nogen ud af landet, siger Camilla Hersom.
- Sagsbehandling er jo ikke noget, der foregår "over night". Det tager under alle omstændigheder et par måneder, og der må vi bare sige, at der ikke kan sendes nogen ud af landet, før vi er sikre på, hvad de faktiske forhold er.
Hverken Udlændingestyrelsen eller Justitsministeriet ønsker i øjeblikket at kommentere kritikken af den såkaldte Eritrea-rapport.