Ny aftale betyder at flere almene boliger skal renoveres

Ny aftale øger indsatsen for at skabe tryghed i udsatte boligområder, hvor der både skal rives ned og renoveres.

I Gellerup ved Århus er tre boligblokke revet ned for at åbne det belastede område. (Foto: © Lars Esmarch, DR Østjylland)

Det skal være mere trygt og rart at bo i almen bolig, og så skal mulighederne for at bryde den sociale arv og komme i job være bedre.

Det er nogen af hovedlinjerne i den aftale om fordeling af Landsbyggefondens midler, som regeringen, DF, SF, EL og K har indgået.

Aftalen lægger rammerne for landets halve million almene boliger frem til 2020.

Mere arbejde til byggeriet

En central del af Boligaftale 2014 er en fordeling af beløbet til renovering af almene boliger i 2015 og 2016, så der i hver af de to år er 4,2 milliarder kroner til renovering.

Det vil i de kommende år betyde renovering af flere almene boliger og dermed mere arbejde til byggeriet.

Samlet set bliver der over de kommende seks år afsat 18 milliarder kroner til renovering. Det ventes at række til renovering af 51.000 boliger, og beløbet forventes at skabe beskæftigelse til 18.000 personer frem til 2020.

Der skal rives ned og bygges nyt

Aftalen skal også gøre det mere trygt at bo i et udsat boligområde. Det skal ske ved at rive nogle boliger ned, bygge nyt og sørge for, at de udsatte boligområder har bedre forbindelse med den by, de er placeret i.

Aftalen indeholder også 465 millioner kroner til en social indsats i udsatte boligområder. Halvdelen skal bruges på huslejenedsættelser, og den anden halvdel på at øge trygheden og bryde den sociale arv.

/ritzau/