Fra sin højre bukselomme trækker Kim Kielsen en almindelig foldekniv:
- Den er til de små fisk.
Fra sin venstre trækker han en ganske velvoksen en af slagsen:
- Den er til de store fisk.
Han stirrer intenst på mig - som lå der i øvelsen en dybere mening, som kun en grønlandsk mand af havet og ikke en tilfældigt forbipasserende dansk journalist kan rumme.
- De er begge meget praktiske, når man er på stemmefiskeri. Og så bryder han ud i et stort afvæbnende grin. Igen.
Fem ud af seks partiledere er nye
Der er valgkamp i Grønland, og den nye formand for landets "moderparti" Siumut, Kim Kielsen, får god brug for sine evner udi netop stemmefiskeri frem mod fredag, når godt 40.000 grønlændere skal sætte kursen for de næste fire år.
På et tidspunkt, hvor respekten for landstings-politikerne mildest talt kunne være højere og i en periode, hvor billedet af landets økonomiske situation er malet i dystre farver.
Den 47-årige politimand er ny i magtens øverste lag. Præcis som også de øvrige fem partiledere ved valget på fredag - kun en enkelt stod også i spidsen for sit parti ved det seneste valg i marts sidste år, men end ikke Nikku Olsen fra Partii Inuit har endnu kunnet fejre sit to-års jubilæum som formand.
Valget er udskrevet i utide og i politisk kaos. Ved valget i fjor blev Siumut-formand Aleqa Hammond gennem historisk høje personlige stemmetal næsten som en dronning af grønlandsk politik båret ind i landsstyrets formandsstol - en åbenlyst karismatisk og kraftfuld frontfigur med en stærk grønlandsk selvfølelse.
Men her halvandet år efter er hendes periode endt i skam og uden politiske gennembrud.
Hendes halvandet år ved magten har været præget af stor politisk uro med en sprængt regering, en uhyre smal ophævelse af landets nultolerance overfor udvinding og eksport af uran, en stribe sager om nepotisme, og en periode, der kulminerede med Aleqa Hammonds afgang i skumsprøjtet fra en bilags-skandale.
Hammond-uro kan ramme ny formand
Sagen handlede kort fortalt om, at selvstyret havde haft en stribe udlæg af privat karakter for Aleqa Hammond, som aldrig fik afregnet mellemværenderne.
Således sluttede en opsigtsvækkende omend kort epoke i grønlandsk politik - i stedet tog Kim Kielsen over, både som fungerende landsstyreformand og som nyvalgt formand for Siumut.
Og han skal stadig vænne sig til tanken. Hver gang man spørger til hans kontor eller hans magt, så kommer svaret prompte, at det ikke er hans kontor, det er selvstyrets, at det ikke er hans magt, det er Siumuts.
Det er netop den magt han atter jagter frem mod valget i slutningen af ugen. Og et af de afgørende spørgsmål er, hvor voldsomt uroen omkring Aleqa Hammond smitter af på partiet og dets nye formand.
Vil skandalen også koste Kim Kielsen, eller vælger grønlænderne at se fremad?
Fra valg på drømme til virkeligheden
Men der er andre og langt mere presserende spørgsmål på dagsordenen for det grønlandske valg.
Mange kan sikkert huske stemningen omkring sidste valg, dengang det handlede om det store råstofeventyr, om milliarderne, der nærmest bare ventede på at springe op af den grønlandske is som en geyser af fremgang, velstand og endegyldig selvstændighed.
Det handlede om kæmpe lommer af olie, om attråede, sjældne jordarter og mineraler, om jern, zink, guld, ædelstene og om Grønlands gyldne fremtid. I dag halvandet år senere handler valget i langt højere grad om virkeligheden - en virkelighed, der ligger galakser fra drømmene.
Grønland er - for at formulere det blødt - udfordret på stort set alle fronter.
Ikke en mine er i drift - den sidste, en guldmine i Sydgrønland, lukkede sidste år og øgede ledighedskøen med ca. 80 mennesker. Ikke en eneste olieboring finder sted - det er snart tre år siden, at der var aktiv olieefterforskning.
Fiskeriet reddes primært af højere priser, og turismen er drastisk faldende - der er færre flypassagerer og antallet af krydstogtpassagerer er hele 30 procent lavere end i 2010.
Politikerne har ladet de unge i stikken
Udviklingen har medført en negativ vækst de seneste to år og der forventes yderligere tilbagegang i år.
Arbejdsløsheden ligger på omkring 9-10 procent, og måske værst af alt, så er det ikke lykkedes politikerne at skubbe de unge fremad - i 2012 var kun lidt flere end en tredjedel af de 16-18 årige i gang med en uddannelse.
Grønlands Økonomiske Råd med vismand Torben M. Andersen i spidsen giver i sin seneste rapport fra september entydigt politikerne ansvaret for, at de unge lades i stikken:
- Det er et alvorligt svigt, at kommuner og selvstyret ikke har kunnet løse denne udfordring, hedder det i rapporten.
I øvrigt en rapport, som ikke rummer mange lyspunkter. Faktisk nærmest ingen.
- Udviklingen i de senere år viser, at økonomien har et ringe vækstpotentiale. Indkomstforskellene til andre lande bliver ikke indsnævret, ligesom der er store forskelle inden for landets grænser. Uden nye private erhvervsaktiviteter, ser udsigterne meget dystre ud, hedder det bl.a.
Lange udsigter til at Grøndland kan bære sig selv
Siden Grønland i 2009 fik egentlig selvstyre har der været talt meget om selvstændighed gennem en såkaldt selvbærende økonomi - altså at man kan blive en egentlig uafhængig nation med evnen til at stå på egne økonomiske ben.
I dag modtager Grønland 3,5-4 mia. Kr. fra Danmark i årligt bloktilskud og med tilskud fra EU og andre ordninger får Grønland hvert år en indsprøjtning udefra på små 5 mia. kr., hvilket svarer til omkring en tredjedel af landets bruttonationalprodukt.
Men uanset om grønlænderne bliver bedre til at fiske flere arter og i højere grad selv forarbejder dem, uanset om milliarderne begynde at flyde fra undergrunden eller om det skulle lykkes at tiltrække flere turister, så er der meget, meget langt til virkeliggørelsen af en selvbærende økonomi.
I Det Økonomiske Råd er optimismen mildest talt til at overse, hvorfor man nærmest skriger på grundlæggende reformer af det grønlandske velfærdssystem. Reformer, de grønlandske politikere har talt meget om, men som de indtil videre har undladt at vedtage og gennemføre:
- Betydningen af at få iværksat en reformproces kan ikke overdrives. Fraværet af reformer udskyder ikke kun problemerne, men gør dem større og bringer økonomien i en mere sårbar situation, hedder det i rapporten.
Grønland på vej ind i dødens gab
Og siden selvstyrets etablering for fem år siden er da heller ikke vedtaget en eneste reform. Flere kommissioner og udvalg har analyseret, vurderet og anbefalet, men politikerne har ikke handlet.
I valgkampen tales også om reformer - af pensionen, af førtidspension, af arbejdsmarkedet, af boligstøtten og af skattesystemet - men det er svært at blive klog på, hvad de forskellige partier konkret mener, der skal ændres på den anden side af valget.
Men alle er enige om, at Grønland er på vej ind i "dødens gab", som man igen og igen hører det formuleret. For ikke bare er virkeligheden anno 2014 så barsk som landets natur - udsigterne til, at skatteindtægterne falder i takt med, at der bliver stadigt flere ældre, der skal forsørges og dermed skaber flere offentlige udgifter, er endnu hårdere.
Og det er netop disse to kurver - færre penge, flere udgifter - der udgør det frygtede dødens gab.
Træt af magtkamp og uredelighed
Derfor er de højtflyvende drømme fra valget i 2013 i dag er forvandlet til en diskussion af jordnære realiteter i valgkampen 2014.
Selvom drømmene om såvel råstoffer som ikke mindst selvstændighed lever i allerbedste velgående, så er det snarere spørgsmål som ledighed, hjemløshed, omsorgssvigt af børn og unge, erhvervsudvikling, tiltrækning af turister og naturligvis fiskeriets vilkår, der fylder i denne valgkamp.
Og så selvfølgelig ordentlighed. Grønlænderne er åbenlyst trætte af politikernes evindelige magtkampe på bekostning af reel forandring, og i det lys er det måske ikke så sært, at alle partiledere er nye på deres poster.
Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om de kan gøre det bedre end deres forgængere.