Klager over ejendomsvurderinger kan blive en dyr omgang

Boligejeres klager over ejendomsvurderinger kan komme til at koste omkring 16 milliarder over ti år, viser et notat.

Klager over ejendomsvurderinger kan komme til at koste staten op mod 16 milliarder kroner over ti år, konkluderer et notat.

Massevis af klager over Skats fejlagtige ejendomsvurderinger kan komme til at koste staten hele 15,6 milliarder kroner.

Det viser et internt notat fra Skatteministeriet og Finansministeriet, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

Regningen lyder på omkring 1,5 milliarder kroner hvert år mellem 2018 og 2028, hvis ikke et politisk flertal på Christiansborg begrænser boligejernes mulighed for at klage over de upræcise vurderinger.

Nyt system klar i 2017

Regeringen regner med at have et nyt vurderingssystem klar i 2017.

Ifølge notatet ventes 850.000 personer at klage over deres boligs vurdering allerede i 2018, og det bliver derfor konkluderet, at der er behov for at se på, om man kan nedbringe antallet af klager.

Der bliver nævnt fem mulige tiltag, der kan begrænse antallet af klager - eksempelvis at gøre det til et krav, at man indsender sin klage digitalt. Dette vil dog ikke skulle gælde for udsatte borgere.

Vil ikke forringe klageadgang

Torsdag benægtede skatteminister Benny Engelbrecht, at regeringen er på vej til at begrænse klageadgangen på området.

Ministeren siger nu til Berlingske, at vi vender alle tænkelige scenarier, men han understreger, at det ikke er regeringens hensigt at forringe klageadgangen.

- Det skal være muligt at klage over sin vurdering. En del af løsningen handler om at finde en model, som betyder, at man slet ikke behøver klage, siger ministeren til avisen.

/ritzau/