SF: Regeringen er hverken til at hugge eller stikke i

Dagpengene er stadig i vejen for en rød finanslov, men forhandlingerne bevæger sig alligevel stille og roligt fremad, siger både SF og Enhedslisten.

Topforhandlerne fra SF og Enhedslisten, Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt-Nielsen, kæmper fortsat for ændringer i dagpengesystemet under de igangværende finanslovforhandlinger. (Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)

Finansminister Bjarne Corydon (S) er en svær mand at forhandle med.

Det konstaterer SF-formand Pia Olsen Dyhr på vej ind til nye finanslovforhandlinger med regeringen. Det er stadig dagpengespørgsmålet, der er den helt store udfordring.

- Man må sige, at regeringen ikke rigtig har været til at hugge eller stikke i omkring dagpengespørgsmålet. Men det er vigtigt for SF, siger Pia Olsen Dyhr.

- Ikke mindst i forhold til dem, der virkelig er udfaldstruede. Dem er vi meget optagede af at finde en løsning for, siger hun.

EL vil også have indrømmelser på kontanthjælpen

SF og Enhedslisten er torsdag eftermiddag mødt op til nye forhandlinger om næste års finanslov efter at have forhandlet hele onsdag aften.

Enhedslisten vil ligesom SF have regeringen til at løse problemet for de omkring 40.000 personer, der ventes at miste dagpenge.

- Det er da en kæmpe knast. Det er vi virkelig uenige om, så det er klart, at der bliver gået til den derinde, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun vil samtidig have regeringen til at give indrømmelser i forhold til den kontanthjælpsreform, som blev vedtaget sidste år af samtlige Folketingets partier med undtagelse af netop Enhedslisten.

- Det her er altså en mulighed for at få gjort noget for de mennesker, der har mistet deres arbejde og er hårdt ramt af både dagpenge- og kontanthjælpsreformen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

En smule fremgang

Et andet stort stridspunkt i forhandlingerne er den besparelse på 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden, som regeringen vil bruge til at finansiere den øgede tilstrømning af asylansøgere til Danmark.

Her har regeringen ifølge SF "stået stejlt" på sit udspil, men Enhedslisten øjner dog en smule bevægelse fra regeringens side angående beløbets størrelse.

- Når vi bliver ved med at komme til forhandlinger, så er det fordi, at der faktisk er noget at forhandle om. Vi har fra starten sagt, at verdens allerfattigste ikke skal betale for, at der kommer flere flygtninge på grund af forfærdelige situationer i verden. Det er vi imod, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Også hos SF sporer man vilje fra regeringen til at lande en finanslov med sine to støttepartier.

- Jeg synes, vi bevæger os stille og roligt. Vi forhandler i hvert fald, og det er jo vigtigt, hvis vi skal nå i mål med en rød finanslov. Det er vi optaget af, og det håber jeg også, regeringen er, siger Pia Olsen Dyhr.