Tidligere topembedsmand: Embedsmænd har for meget magt

Skandalerne i Justitsministeriet viser, at der er brug for et systemskifte, mener tidligere departementschef.

Ifølge tidligere departementschef Jørgen Rosted er embedsmænd og politikere kommet alt for tæt på hinanden. (Foto: © DR, DR)

Embedsmændene i landets ministerier har fået for meget politisk magt.

Sådan lyder det fra tidligere departementschef Jørgen Rosted, der mener, at der er en stigende mistillid mellem befolkningen, politikerne og embedsværket.

Ifølge ham er de mange dårlige sager i Justitsministeriet - der i tirsdag resulterede i at departementschefen blev flyttet - et bevis på, at der er behov for et systemskifte i forhold til embedsmændenes rolle.

- Det viser, at vi har en systemfejl, og nu må vi tage det alvorligt og sørge for at finde ud af, hvilket nyt system, Danmark skal have. Det, synes jeg virkelig, haster, siger Rosted.

Ministre bør have egne folk

Ifølge den tidligere departementschef i Erhvervsministeriet er problemet, at ministre og embedsmænd er blevet for tætte. Han så gerne en anden model for embedsværket, der adskiller politikken fra embedsapparatet.

- Ministeren bør rykke ind med et hold af folk, der hjælper ham med at lave politik og løse de vanskelige sager. Så kan embedsmændene komme tilbage til den klassiske rolle, som selvfølgelig stadig skal hjælpe ministeren med at få sin politik igennem, men også er dem, der sikrer, at fagligheden er som den skal være, siger Rosted.

Embedsmænd har svært ved at sige fra

Netop sagen, hvor embedsmænd i Justitsministeriet var med til at fabrikere en såkaldt nødløgn til Folketinget, er et godt eksempel på, at embedsmændene er kommet alt for langt ind i det politiske maskinrum.

Fordi topembedsmænd har været med i hele processen, får de sværere ved at sige fra, mener Rosted.

- I et andet system, hvor det var et hold, der kom ind med ministeren og skulle finde de kreative løsninger, så kunne man få den type dialog, man skal have. Så kunne departementschefen og de øverste embedmænd efterfølgende vurdere forslaget og sige, at det kunne de ikke stå på mål for, siger Jørgen Rosted.