Når Socialdemokratiet i morgen holder gruppemøde, kan Jan Johansen formodentlig se frem til at stå skoleret.
Partiets boligordfører har nemlig højst opsigtsvækkende besluttet at trodse partilinjen for at stemme for et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge fra 12 til seks måneder.
Mens regeringstoppen næppe klapper i hænderne over den beslutning, så vækker den anderledes glæde hos forslagsstillerne i Enhedslisten og i SF, der støtter beslutningsforslaget.
- Når man stiller forslag bliver man selvfølgelig glad jo større opbakningen er. Vi ville jo ikke stille forslaget hvis ikke vi ønskede det blev vedtaget, skriver ´Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i en besked til DR Nyheder.
Hun vil dog ikke gå så langt som at blande sig i, hvordan de socialdemokratiske medlemmer stemmer, da det er et internt partianliggende.
SF: Medlemmer skal følge deres samvittighed
Samme holdning har gruppeformand Jonas Dahl i SF, der ikke vil blande sig i interne diskussioner i Socialdemokratiet, men han håber, da der kommer flere stemmer til forslaget.
- Jeg synes, man skal gøre op med sin samvittighed, hvad man vil stemme.
Med meldingen er der endnu engang optræk til ballade blandt socialdemokraterne på grund af dagpengereformen fra 2010, der halverede genoptjeningsretten og forkortede dagpengeperioden.
Jan Johansen bryder som ene mand
Enhedslisten, SF og dele af det socialdemokratiske bagland har længe krævet, at reglerne blev lempet igen.
- Jeg synes da, det er glædeligt, at der langt i S rækker, er en anerkendelse af, at vi er nødt til at adressere problemet med, at mange tusinder falder ud af dagpengesystemet, siger Jonas Dahl.
Ifølge DR Nyheders oplysninger vil Jan Johansen være den eneste socialdemokrat, der i morgen stemmer for Enhedslistens forslag.
Dermed er det højest usandsynligt, at Enhedslisten kan finde et flertal til sit beslutningsforslag om at halvere genoptjeningsperioden.