Politiet tager stilling til Arnfeldts sigtelse om nogle uger

Københavns Politi tager hurtigst muligt stilling til, om sigtelsen af den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt skal opretholdes.

Peter Arnfeldt kan se frem til, at politiet snart vurderer, om sigtelsen af ham skal opretholdes eller opgives. (Foto: © Torkil Adsersen, Scanpix)

Der går nogle uger, før Københavns Politi tager stilling til, om sigtelsen af tidligere spindoktor i Skatteministeriet Peter Arnfeldt for lækage af Thorning-parrets skatteoplysninger skal opretholdes eller opgives.

Det oplyser politidirektør Thorkild Fogde til DR Nyheder.

- Vi vil hurtigst muligt tage stilling til spørgsmålet om Peter Arnfeldts sigtelse og forventer at have det på plads inden for nogle uger, siger han.

Peter Arnfeldt var spindoktor for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V). Hvis sigtelsen mod Arnfeldt ophæves, er det meget muligt, at ingen nogensinde bliver dømt for lækagen af Thornings fortrolige skattepapirer.

Arnfeldt har afvist

Skattesagskommissionen konkluderer nemlig i sin beretning, at "kommissionen finder ikke, at det kan lægges til grund, at han (Peter Arnfeldt, red.) har lækket agterskrivelsen til BT."

Under kommissionens undersøgelse har det i øvrigt ikke været muligt at fastslå, hvem der - eventuelt gennem mellemled - har videregivet agterskrivelsen til BT.

Peter Arnfeldt har igennem hele forløbet afvist, at han skulle have lækket fortrolige oplysninger om Kinnock-parrets skatteforhold til pressen.

Lækket under valgkampen

I sommeren 2010 undersøgte Skat København, om Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnock, betalte for lidt i skat. Parret blev frikendt den 16. september 2010.

Skatteafgørelsen blev lækket til BT, som 8. september 2011 midt under valgkampen op til folketingsvalget offentliggjorde den.

Umiddelbart efter at BT bragte sin historie, blev lækagen meldt til Københavns Politi, som 6. september 2012 sigtede Peter Arnfeldt i sagen.