OVERBLIK Sådan lyder dommen over Lund, Løkke og Loft

Kommissionsberetning har konkluderet, at den tidligere borgerlige regerings ministre går fri i sagen om Thorning-parrets skatteoplysninger. Peter Loft blandede sig for meget.

Troels Lund Poulsen, Lars Løkke (de to til venstre i billdet) går fri i sagen om Thorning-parrets skatteoplysninger, konkluderer kommission. (Foto: © Christian Als /Scanpix)

Med Skattesagskommissionens længe ventede beretning er der sat et foreløbigt punktum i en af de mest højdramatiske politiske sager i mange år.

Beretningen bliver formentlig et punktum for tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), der har været mistænkt for at blande sig i afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag.

Både Lund Poulsen og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen frikendes af kommissionen for at have været involveret i sagens behandling og for at have videregivet fortrolige oplysninger i sagen.

Lund forsøgte ikke at omgøre sag

Kommissionen tror dog ikke på Troels Lund Poulsens forklaringer ved vidneafhøringerne og mener, at han "viste væsentlig interesse for udfaldet af sagen - Stephen Kinnocks opholdsdage i Danmark - medens sagen verserede i Skat København".

Kommissionen skriver også, at "det lægges endvidere til grund, at Troels Lund Poulsen under mødet den 16. september 2010 bl.a. stillede et spørgsmål om omgørelse, og at dette spørgsmål gik på afgørelsen i Stephen Kinnocks sag og ikke på afgørelser i andre tilsvarende sager".

Peter Arnfeldt, Troels Lund Poulsen tidligere spindoktor, er fortsat sigtet af politiet. (Foto: © Torkil Adsersen, Scanpix)

Kommissionen finder dog, at det ikke kan lægges til grund, at Troels Lund Poulsen har involveret sig i Skat Københavns behandling af sagen eller i øvrigt har søgt at få afgørelsen omgjort.

Det konkluderes dog desuden, at Troels Lund Poulsen har videregivet oplysningen om Stephen Kinnocks seksuelle orientering til sin særlige rådgiver Peter Arnfeldt og senere til sine to ministersekretærer.

Loft får kritik

De tre medlemmer af kommissionen giver den hjemsendte departementschef i Skatteministeriet Peter Loft massiv kritik for lovbrud, ligesom han får kritik for at have misinformeret Folketingets Ombudsmand.

Ifølge DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ringberg, kan regeringen ikke sidde kommissionens beretning overhørig.

- Der står, at ombudsmanden er blevet vildledt. Det må regeringen reagere på. Enten i form af yderligere undersøgelser eller i form af en sag mod de involverede embedsmænd, Peter Loft og Erling Andersen, siger han.

Ny undersøgelse

For Peter Loft er beretningen endnu et komma, vurderer Jens Ringberg:

- For Peter Loft kan det betyde, at han igen skal vente på at få en afslutning på skattesagen.

En advokat skal sammen med skatteminister Benny Engelbrecht (S), Moderniseringsstyrelsen og Justitsministeriet beslutte, om Peter Loft og direktør i Skat København Erling Andersen skal straffes for vildning af ombudsmanden.

Det er nu op til skatteminister at tage stilling til, hvad der skal ske på baggrund af beretningen, der blev søsat af daværende skatteminister fra SF Thor Möger Pedersen tilbage i 2011.