Den endelige beretning fra Skattesagskommissionen, der bliver offentliggjort mandag, er en kæmpe lettelse for den hjemsendte departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft.
Det slår han fast i et interview med DR Nyheder.
Han har ikke selv haft lejlighed til at læse beretningen, men på baggrund af dagbladet Politikens oplysninger, kan han se frem til at blive frikendt for magtfordrejning, hvilket med hans egne ord, er "noget af det værste, man kan beskylde en embedsmand for".
Derfor betegner han beretningen som en kæmpe lettelse.
- Uden den her undersøgelse, havde jeg slæbt rygtet om, at jeg havde forsøgt at lave magtfordrejning i statsministerens skattesag. siger Peter Loft.
Massiv kritik for lovbrud
Han slipper dog ikke for massiv kritik fra de tre dommere i Skattesagskommissionen, idet han er gået for tæt på Stephen Kinnocks skattesag, og dermed har begået lovbrud.
- Det er jeg selvfølgelig ked af. Det tager jeg til efterretning, siger han.
Peter Loft overtrådte ifølge Politikens gengivelse af beretningen skatteforvaltningsloven ved som at gå for tæt på Skat Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, skattesag i 2010.
- Det var en ganske usædvanlig sag. Vi troede, at kendelsen ville blive offentliggjort. Derfor var det vigtigt, den blev formuleret præcist og omhyggeligt. Derfor fulgte jeg den nøje, siger Peter loft.
Loft forventer job i staten
Peter Loft får også kritik får at have misinformeret Folketingets Ombudsmand og løbet med sladder ved at viderebringe et rygte om, at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel.
Kommissionen mener dog, at Peter Loft handlede "uagtsomt" i den forbindelse.
Regeringen skal nu afgøre, hvilken skæbne Peter Loft skal have. Han har fået løn som departementschef siden 2012, men selv regner ikke med at få sit gamle job tilbage.
- Jeg forventer ikke at vende tilbage til Skatteministeriet, men jeg forventer at vende tilbage til staten, siger han.
Kommissionen konkluderer ifølge Politiken, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke forsøgte at påvirke Skat Københavns behandling af Stephen Kinnocks skattesag i 2010.
Du kan se hele interviewet med Peter Loft i toppen af artiklen. Klik på play.