De radikale vil med klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen i spidsen fremskynde udfasningen af kul med fem år fra 2030 frem til 2025.
- Jeg har bedt mit embedsværk se på, hvad der kan gøres for at stoppe kulafbrændingen allerede om ti år. Det vil vi selvfølgelig gøre sammen med branchen. Jeg har ikke taget stilling til, hvordan vi skal nå målet. Men jeg vil gerne se på, om vi for eksempel skal forbyde kul, siger Rasmus Helveg Petersen til dr.dk.
Kul udgør i dag knap 20 procent af Danmarks samlede energiforbrug og skal være helt udfaset i 2030. Men står det til de radikale, skal det altså ske allerede i 2025.
- Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville være et rigtig, rigtig fint signal at sende.
FN's klimapanel, der i disse dage mødes i København, er ikke i tvivl: Kul er det brændstof, der bidrager mest til klimaforandringer, minder Rasmus Helveg Petersen om.
Kul er det billigste brændsel, der findes i dag. Men vi har ikke råd til i længden at bruge den billigste løsning, siger klimaministeren:
- Der findes ikke noget scenarie, hvor vi kommer til at fastholde kul. Vi har allerede belsuttet os for, at vi skal være færdige i 2030 (med at forbrænde kul, red.). Nu vil jeg prøve at se, om det kan gøres hurtigere.
S: Det kan gavne at gå forrest
Danmark kan få meget ud af at gå forrest, for det skaber arbejdspladser, lyder det fra regeringspartneren Socialdemokraterne, der bakkker op om det radikale forslag:
- Jeg ser meget frem til, hvad udvalgsarbejdet viser og vil selvfølgelig støtte op om en seriøs grøn omstilling, hvis det kan gøres på en måde, så vi stadig kan bevare vores konkurrenceevne og jobs i Danmark, siger partiets energiordfører, Jens Joel, til dr.dk.
V frygter for elregninger og konkurrenceevne
Men det vil netop ødelægge vores konkurrenceevne, mener det største oppositionsparti Venstre.
- Vi frygter, at det vil føre til massive ekstra regninger, ikke mindst for de danske el- og varmeforbrugere. Man kan ikke omstille i det her meget, meget hurtige tempo, som ministeren lægger op til, siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.
Han tilføjer, at Danmark allerede hører til i gruppen af lande, der har EU's 'højeste og flotteste målsætninger' på klimaområdet.
Heller ikke hos energiselskabernes brancheforening, Dansk Energi, ser man meget fornuft i, at Danmark går forrest og udfaser kul før resten af EU. Vi konkurrerer nemlig med tyske kraftværker.
Kraftværkerne: Tosset
- Hvis det, ministeren vil, er at lukke effektive danske kulkraftværker for så at øge den danske import af mere forurenende tysk brunkul, så er det jo helt tosset, siger Lars Aaagaard, Dansk Energis adm. direktør, til dr.dk.
Det rigtige svar på udfordringen er ifølge Lars Aaagard at stramme det europæiske CO2-kvotesystem, så der bliver færre forureningstilladelser til rådighed. Derimod kan Rasmus Helveg godt glemme alt om at få EU med på en hurtig udfasning af kul:
- Ministeren vil ikke have en kinamands chance for at tage et forslag om at udfase kul i Europa. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Store dele af den europæiske energiforsyning er dybt afhængig af kul, og det vil det være i en årrække fremover, siger Lars Aaagaard.
Danmark er allerede i fuld gang med at omlægge energiforbruget fra kul til blandt andet vind og biomasse frem mod 2030. Nu skal en arbejdsgruppe se på, hvordan kul kan udfases endnu hurtigere.