Connie Hedegaard får nyt job som formand for miljøfond

Den danske EU-kommissær Connie Hedegaard skal efter nytår være formand for en ny miljøfond.

Connie Hedegaard (K), klimakommissær, EU, folkemøde, Bornholm (Foto: © Torsten Raagaard)

Den snart forhenværende danske EU-kommissær Connie Hedegaard skal efter nytår være formand for en ny international miljøfond, som Velux-familien Kann Rasmussen står bag.

Det skriver Berlingske Tidende.

Hensigten er at skyde en milliard kroner i fonden over de næste 10 år - pengene skal gå til at støtte internationale indsatser, som tænker klima, miljø og bæredygtighed sammen med økonomisk vækst.

Connie Hedegaard fortsætter altså med at beskæftige sig med klima- og miljøområdet, når hun forlader posten som EU's klimakommissær.

- Det er ikke hver dag, at en privat familie i Danmark siger, at den vil bruge en milliard kroner på klima og miljø. Velux-fondene står for kvalitet, og de vil virkelig gerne bruge deres penge på noget, der gør en forskel, og det er derfor, at jeg har sagt ja, siger Connie Hedegaard til Berlingske.