Regeringen vil sende krigsflygtninge tilbage til hjemlande uden varig fred

Flygtninge skal kunne sendes hjem, når bare de værste uroligheder er stilnet af, lyder nyt lovforslag fra regeringen.

Opholdet i for eksempel Sandholmlejren skal gøres kortere for krigsflygtninge, mener regeringen. (Foto: © Scanpix, Bax Lindhardt)

Flygtninge, der har fået asyl på grund af krig og borgerkrig, skal kunne hjemsendes, selv om der endnu ikke er varig fred i det land, som de er flygtet fra.

Det fremgår af det lovforslag, som regeringen sent fredag aften sendte i høring hos en række organisationer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I dag kræver den øverste myndighed på asylområdet, Flygtningenævnet, at der er sket "grundlæggende ændringer" i hjemlandet, hvis man skal inddrage en flygtnings opholdstilladelse.

Med lovforslaget bebuder regeringen, at flygtninge, der får den nye type beskyttelsesstatus, skal kunne hjemsendes, når bare de værste uroligheder er stilnet af, skriver avisen.