Flere markante borgerlige stemmer - blandt andre Venstres Søren Pind - er bekymrede for, at Enhedslisten vinder en lodtrækning tirsdag og får et sæde i Folketingets såkaldte Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne - bedre kendt som kontroludvalget.
De frygter, at tavshedspligten vil blive brudt og fortrolige oplysninger lækket. Kontroludvalgets medlemmer får indblik i efterretningstjenesternes arbejde og har ubetinget tavshedspligt under strafansvar.
Men nu tager formanden for kontroludvalget - Venstres Karsten Nonbo - brodden af kritikken fra egne rækker og maner til besindighed.
- Jeg frygter det overhovedet ikke. Det er et spørgsmål om, at man vælger en person, og hvis vedkommende lækker oplysninger, så er vedkommende kriminel. Det har jeg ikke belæg for at påstå, at nogen fra Enhedslisten bliver, siger han til DR Nyheder.
DF: Vær varsomme
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, har udtalt til Berlingske om muligheden for, at Enhedslisten for første gang nogensinde får sæde i Folketingets præsidium - og dermed kontroludvalget:
- Det er en kendt sag, at der er bånd mellem Enhedslisten og de voldelige dele af den yderste venstrefløj såsom Antifascistisk Aktion.
- Partiet skal selvfølgelig have den indsigt, som det har krav på, men jeg vil opfordre både justitsministeren og PET til at være varsomme med at dele oplysninger om de grupper, hvis Enhedslisten får plads i kontroludvalget, siger Skaarup.
- Ser spøgelser alle vegne
Det har Karsten Nonbo ikke meget til overs for:
- Sådan er folk jo så forskellige. Nogle politikere lever af at se spøgelser alle vegne, siger han.
Årsagen til, at Enhedslisten kan få et sæde i præsidiet er, at SF har mistet mange medlemmer og nu er på størrelse med det yderste parti på venstrefløjen.
Per Clausen fra Enhedslisten afviser fuldstændig, at et medlem fra hans parti vil lække fortrolige oplysninger fra Folketingets kontroludvalget.
- Når nogen oplysninger er fortrolige, respekterer vi det selvfølgelig, siger han.