Danske F16-fly er lettet med kurs mod Kuwait for at deltage i den internationale koalitions kamp mod Islamisk Stat i Irak. Og ifølge Lars Cramer-Larsen, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, vil missionen tage lang tid.
- Islamisk Stat er en hybrid, som skifter fokus og strategi hele tiden, så derfor skal man være forberedt på, at billedet kan forandre sig hele tiden, siger han.
I første omgang gælder det om at bremse Islamisk Stats fremgang, og derfor kalder Lars Cramer-Larsen det 'mega-relevant' at sende syv danske F16-fly til området.
Bomber lastbiler med olie
En koalition bestående af omkring 40 lande, ledet af USA, har i flere dage angrebet Islamisk Stat fra luften, og de seneste dage har fokus blandt andet været på at bombe stillinger, kommandocentraler og lastbiler med olie ved Kirkuk.
- Det er vigtigt at sætte ind over for Islamisk Stats muligheder for at tjene penge på olie, for jo hårdere man kan ramme deres primære indtægtskilde, jo større strategisk effekt har det, siger Lars Cramer-Larsen.
Han siger, at Islamisk Stat via mellemmænd i Syrien bringer olien videre på det sorte marked, og i Irak kører olieproduktionen helt under Islamisk Stats kontrol.
Tilpasser sig og ændrer adfærd
- Man kan ikke bombe Islamisk Stats stillinger og så tro, at de er slået. Det er de ikke, for de tilpasser sig hele tiden og ændrer adfærd, siger Lars Cramer-Larsen.
For eksempel holder de op med at bruge mobiltelefoner til kommunikation for at minimere udstråling og på den måde blive et mål. Desuden flytter de kontrolpunkter, så de ikke bliver stationære mål, der let kan bombes, de bruger andre transportmidler og gemmer sig mellem lokalbefolkningen.
- Erfaringerne fra Afghanistan er, at der skal sættes ind på mange fronter. Det gælder også om at få hele samfundets opmærksomhed rettet mod at bekæmpe Islamisk Stat, siger han.
Folketinget vedtog med 94 stemmer for og ni imod, at sende syv F-16 fly afsted på en 13 måneders mission i Irak. Danmark bidrager i forvejen til den internationale koalition med et bemandet Hercules-fly, der udfører humanitære opgaver.