Hvilke problemer løste vi med luftangrebene i Libyen, i Afghanistan, og sidst vi var i Irak? Ikke flere end vi skabte.
Sådan lyder det fra Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen.
Derfor er han betænkelig ved, at Danmark i dag beslutter at sende syv F-16 fly afsted for at bekæmpe terrorgruppen Islamisk Stat i det nordlige Irak.
- Vi kan se, at IS trækker sig ind i beboede områder og i byer. Det øger risikoen for, at luftbombardementer kan koste rigtig store civile tab. Det, frygter jeg, kan styrke de meget ekstreme kræfter i området, siger han.
Støtter kampen mod IS
Han understreger, at Enhedslisten støtter kampen mod Islamisk Stat, men at de er uenige med regeringen om, hvad der hjælper.
I stedet for luftangreb vil Enhedslisten hjælpe de lokale, moderate styrker, Peshmergaerne, i området. Nikolaj Villumsen mener ikke, at regeringen har overvejet, hvor mange civile menneskeliv en mission med luftangreb rent faktisk kan koste.
- Regeringen bekræfter, at luftangreb vil kunne medføre store civile tab. Vi har jo set i tidligere krige mod blandt andet Libyen og Afghanistan, at luftangreb med store civile tab fører til en styrkelse af de ekstreme kræfter. Jeg frygter, det samme vil ske i en ny Irakkrig, siger han.
Efterlyser plan
Samtidig ser en fare for, at vi kommer til at efterlade Irak i en langt værre situation, end det er i nu, når Danmark indstiller indsatsen igen.
- Sporene fra Irak, Libyen og Afghanistan skræmmer. Her har vi ikke mindsket de ekstreme kræfter, men rent faktisk styrket de ekstreme kræfter. Så derfor stemmer vi nej til beslutningsforslaget.
Nikolaj Villumsen efterlyser, at regeringen fremlægger en klar plan for, hvilket Irak, der skal stå tilbage, når vores tropper skal trækkes ud.
- Det er meget tydeligt, at regeringen ikke helt ved, hvor de er på vej hen. Den amerikanske præsident og den engelske premierminister har begge to gjort det klart, at det her bliver en meget langvarig krig, men regeringen ligger kun op til 12 måneders krig.
Vil have flere svar
- Den diskussion, vi skal have i dag, er ikke, om at vi skal hjælpe, eller ikke skal hjælpe. Det er en diskussion om, hvad der rent faktisk hjælper.
- Vi mener, at IS skal bekæmpes, men vi frygter, at luftangreb vil styrke IS, fordi det vil medføre civile tab.
Alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet stemmer for, at Danmark sender et bidrag på syv F16 fly til den internationale koalition i Irak. I forvejen bidrager Danmark til den humanitære indsats i landet med et bemandet Hercules-fly.