Dansk erhvervsliv: Vi har uddannet os i blinde

Både DI og Dansk Erhverv er begejstrede for forslaget om at sløjfe de uddannelser, der ikke giver job.

Fra næste år kan fremtidige studerende komme til at vinke farvel til adgang til drømmestudier indenfor design, kommunikation og biologi. Der er nemlig ikke job nok i den anden ende. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Det vil gavne både erhvervslivet og det samlede Danmark, at uddannelsesministeren er klar til at give 4000 studiepladser kniven.

Sådan lyder reaktionen fra det danske erhvervsliv, efter uddannelsesminister Sophie Carsten Nielsen (R) i dag har offentliggjort et udspil, der skal erhvervsrette unge mod arbejdsmarkedet, ved at skære i de uddannelser, hvor flest ender i ledighed.

Og det er på tide med et opgør, mener uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Mette Fjord Sørensen.

- Vi synes, det er rigtig positivt, at man tager et opgør med, at vi har uddannet os i blinde, siger hun til DR Nyheder og kalder det "praktisk" at kunne skrue op og ned for optaget på de videregående uddannelser alt efter arbejdsmarkedets behov.

- Alt andet er hul i hovedet, siger hun.

Mette Fjord Sørensen glæder sig blandt andet over, at uddannelsesinstitutionerne nu får en del af ansvaret for, at de kandidater de tager ind, også kommer ud til et arbejdsmarked, der har brug for dem. Samtidig håber hun på, at de unge nu vil søge hen, hvor behovet er størst - noget, der vil være til stor gavn for erhvervslivet.

- Det er helt hul i hovedet at uddanne unge med sindssygt gode kompetencer, men hvor der er så mange af dem, at der ikke kan findes arbejde til dem, siger hun.

I Dansk Industri (DI) er man rørende enig.

- Der er alt for mange unge, der gerne vil læse på uddannelser, som ikke har gode udsigter for beskæftigelse. Derfor er det helt rigtigt at stoppe flere ved indgangen, så de kan vælge en anden uddannelsesvej med bedre jobmuligheder, siger underdirektør Charlotte Rønhof i en udtalelse til DR Nyheder.

I alles bedste interesse

De studerende har onsdag kaldt uddannelsesministerens udspil for "ubegavet".

I Dansk Erhverv forstår man ikke, hvorfor de studerende er så meget imod udspillet, som vil koste 2363 studiepladser på universiteterne, 522 på professionshøjskoler og andre mellemlange uddannelser og 1067 fra erhvervsakademier og andre korte videregående uddannelser.

- Det burde da også være i deres interesse, at flest muligt af dem kommer ud og kan få et arbejde, siger Mette Fjord Sørensen.