Asylansøgere, der kommer fra krigshærgede områder som for eksempel Syrien og ikke er personligt forfulgt, skal ikke længere automatisk have ret til fem års asyl som i dag.
De skal allerede kunne sendes retur til deres hjemland efter et år. Det var hvad Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl hørte, da han fulgte regeringens fremlæggelse af deres lovforslag. Til stor glæde for formanden.
- Jeg er en glad mand, hver gang der er opbakning til en politik, der skærmer det danske samfund mod de problemer, vi ellers ville få, så derfor er det her selvfølgelig et skridt i den rigtige retning, siger Kristian Thulesen Dahl.
DF: Ligner vores forslag
Dansk Folkeparti har selv foreslået en lignende lovændring, hvor alle asylansøgeres sag skal tages op efter et år med henblik på at sende dem retur til deres hjemland, hvis det er muligt.
Derfor glæder det ham, at regeringen nu går i samme retning.
- Jeg håber selvfølgelig, vi kan får gennemført det i en fart, for hver gang en blind høne finder korn, skal vi glæde os over det, siger Kristian Thulesen Dahl.
V: Langt fra nok
Også Venstre vil stemme for regeringens forslag, men ifølge integrationsordfører Martin Geertsen, så er det ikke nok med den stramning.
Partiet vil dæmme mere op for flygtninge, og derfor vil de også have genindført starthjælpen, så asylansøgere får en lavere sats end kontanthjælp.
- Vi vil gerne stille nogle yderligere krav, som går på, at hvis man virkelig vil have gjort noget ved den her problemstilling, så bliver man altså nødt til at ændre på vilkårene, så det er mindre attraktivt at søge asyl i Danmark, siger Martin Geertsen.
Ehl: Skadelig forslag. Især for asylbørn
Opbakning er der dog intet af fra Enhedslisten. Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen mener det er populistisk, og den helt gale retning regeringen nu er på vej i.
- Jeg synes, det er rigtig trist, at de Radikale og Socialdemokraterne nu kaster sig ind i konkurrencen med højrefløjen, om hvem der kan gøre livet mest surt for flygtninge. Vi snakker om mennesker, som er forfulgt af Islamisk Stat. Som flygter fra vold, voldtægt og drab, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun mener, det er direkte skadeligt at gennemføre forslaget, der gør, at asylansøgere risikerer at ryge ud af Danmark igen allerede efter et år.
Det psykiske pres og den usikkerhed de skal leve under, mener hun er yderst skadeligt. Især for børn der kommer hertil på den måde.
- Vi ved, at det de børn her har brug for er stabilitet og tryghed, og den tryghed tager vi nu fra dem med det her udspil, siger Johanne Schmidt-Nielsen.