Venstre-politiker farer vild i indvandrer-statistik

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, hævder, at Sverige er meget bedre til at få indvandrere i arbejde, end vi er herhjemme. Men han snubler i statistikkerne.

På trods af Danmarks Statistiks nye udtræk for Detektor, fastholder Karsten Lauritzen (V) sin påstand om indvandreres beskæftigelse.

Danmark kan lære meget af vores svenske naboer, når det kommer til at få indvandrere i arbejde. Sådan lyder det fra Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen:

- Hvis man sammenligner Danmark og Sverige, så har indvandrere i Sverige en meget højere beskæftigelsesgrad end i Danmark, sagde Karsten Lauritzen, da han var gæst i 'Ordet er dit' på P1.

Men et udtræk fra Danmarks Statistik og de svenske arbejdsstyrkeregistre viser, at beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere er på stort set samme niveau i de to lande. Det fortæller DR2-programmet Detektor.

Forskel på at være indvandrer i Danmark og Sverige

Ser man på statistikkerne, så har 16 til 64-årige indvandrere i Danmark en beskæftigelsesfrekvens på 52,1 procent, mens den tilsvarende frekvens i Sverige er på 55,3 procent.

Men ifølge Thomas Klintefelt, der er chefkonsulent ved Danmarks Statistik, er usikkerheden så stor, at den hurtigt indhenter forskellen.

Definitionen af en indvandrer er nemlig forskellig i de to lande. I Sverige er man indvandrer, hvis man er født i udlandet. I Danmark er man imidlertid ikke indvandrer, hvis blot personen, der er født i udlandet, har én forælder, der er født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

I så fald har man dansk oprindelse.

- Hvis man lavede den svenske opgørelse med den danske definition af indvandrere, så vil den her forskel i beskæftigelsesfrekvensen for 16 til 64-årige blive indsnævret yderligere og muligvis også forsvinde helt, siger Thomas Klintefelt til Detektor.

Flere svenskere i arbejde

Dertil kommer, at beskæftigelsen også generelt er lidt højere på den anden side af Øresund. I Sverige er beskæftigelsesfrekvensen for alle 16 til 64-årige 72,6 procent mod 70,7 procent i Danmark.

Og man bør sætte indvandrere i relation til resten af befolkningens beskæftigelse, mener statistikeren:

- Beskæftigelsesfrekvensen for 16 til 64-årige ligger en smule højere i Sverige end i Danmark. Der er en forskel på omkring to procentpoint for hele den her gruppe, og det er også noget, man bør være opmærksom på, når man vil belyse sådan en indvandregruppes beskæftigelse, siger Thomas Klintefelt.

Urimelig sammenligning

Selv peger Karsten Lauritzen på en rapport fra Danmarks Statistik og en anden rapport fra det svenske Statistiska Centralbyrån, hvor de svenske indvandrere har en højere beskæftigelsesfrekvens.

Men mens de svenske tal bygger på den interviewbaserede Arbejdskraftundersøgelse, så er den danske en registerbaseret statistik. Derfor kan de ikke sammenlignes, lyder det fra både Danmarks Statistik og Statistiska Centralbyrån.

Der er desuden en logisk forklaring på, at svenskerne ligger højere her. Der er nemlig et særligt problem ved at bruge Arbejdskraftundersøgelserne, når man ser på indvandrere.

- Der er en klar tendens til, at det er de mere ressourcestærke indvandrere, som deltager i den slags undersøgelser, og de mest ressourcestærke er også dem, der har den højeste beskæftigelse, og så får man nemt det problem, at man overvurderer gruppens beskæftigelse, når man opjusterer interview-tallene til tal for hele befolkningen, siger Thomas Klintefelt.

Trods kritik står Lauritzen fast

På trods af Danmarks Statistiks nye udtræk for Detektor, fastholder Karsten Lauritzen sin påstand:

- Jeg fastholder, at vi kan lære meget af Sverige, når det kommer til beskæftigelsesområdet også ift. indvandrere, der gennemsnitligt har en højere beskæftigelsesfrekvens i Sverige end i Danmark (…) Bare fordi noget er behæftet med statistisk usikkerhed, behøver det ikke være forkert, skriver han i mails til Detektor.

På den baggrund går han i kødet på de sociale ydelser, som Karsten Lauritzen mener skal sænkes for at øge de danske indvandreres incitament til at tage et job.

https://www.youtube.com/watch?v=W9-zyzU-G6c