Det skal fremover være muligt at tage opholdstilladelsen fra udlændinge, der rejser til eksempelvis Syrien for at deltage i krigshandlinger.
Sådan lyder det nu fra regeringen, der lægger op til en stramning af udlændingeloven.
DR Nyheder har set udkastet til justitsminister Karen Hækkerups (S) udspil.
Det skal sikre, at det får 'opholdsretslige konsekvenser for en herboende udlænding, hvis den pågældende udrejser for at deltage i en væbnet konflikt'.
Karen Hækkerup: Det er en advarsel
Hvad angår bevisbyrden for den pågældendenes handlinger siger Karen Hækkerup til DR Nyheder:
- Det er jo det, der i virkeligheden er så godt ved det her forslag: at det afhænger sådan set ikke af, hvad man kan bevise. Det er nok at sige til folk, hvis man har nys om, at de vil rejse af sted og deltage i en væbnet konflikt, så kan de ikke komme tilbage igen.
Beskeden til udlændinge, der bor i Danmark og overvejer at rejse til f.eks. Syrien og tilslutte sig IS er med justitsministerens ord:
- 'Nu får du en advarsel, og så håber vi selvfølgelig, at det kan hjælpe dig til at kommer på bedre tanker':
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5412d404a11f9d0ec8bd8a0f
Så er du ikke velkommen mere
Udlændingemyndighederne skal med regeringens udspil helt konkret kunne give udlændinge 'en klar advarsel', hvis der er mistanke om at den pågældende er på vej til en væbnet konflikt i udlandet.
- Og rejser du så alligevel ud, så skal du bare vide, at så er du ikke velkommen i Danmark længere. Så bortfalder din opholdstilladelse automatisk.
PET's vurdering er at der har været ”100 udrejste fra Danmark”, men efterretningstjenesten ønsker ikke at oplyse, hvor mange af de 100, der er i landet på opholdstilladelse, og hvor mange der er statsborgere. Mindst 15 af de udrejste vurderes at være blevet dræbt, skriver PET i en rapport fra juni.