Der er betænkelighed i Enhedslisten over regeringens forslag om at fratage passet fra danskere, der mistænkes for at rejse til Syrien og kæmpe for eksempelvis den ekstreme gruppering Islamisk Stat.
Her har man svært ved at forestille sig, at et manglende pas vil agere som en effektiv stopklods, siger partiets retsordfører, Pernille Skipper:
- I det her tilfælde bliver man nødt til at spørge sig selv, om det overhovedet vil virke at tage passet fra en person, der har besluttet sig for at ofre sit liv for en sag? Mon ikke de også finder en vej ned gennem Europa uden et pas?, siger hun til DR Nyheder.
Hun understreger i samme ombæring, at hun omvendt er enig i regeringens intention om at få sat en stopper for de personer, der rejser ned for at kæmpe side om side med eksempelvis Islamisk Stat.
Og så var der det med retssikkerheden
Også aspektet omkring retssikkerheden bekymrer i Enhedslisten, der traditionelt vægter den højt. Her er man bange for, at forslaget vil krænke borgernes retssikkerhed.
- Umiddelbart stemmer det dårligt overens med ganske almindelige retsstatsprincipper. Altså at man strafsanktionerer mennesker, der ikke er dømt for at gøre noget kriminelt. Derfor er vi også betænkelige, siger hun.
- Der er også mennesker, der tager derned for at hjælpe humanitært. Der er også nogle, der tager derned for at kæmpe sammen med de grupper, der er støttet af den vestlige verden og af Danmark, så det er ikke så nemt endda.
Men hvis regeringen i forbindelse med sit udspil kan stille en garanti for, at retssikkerheden bliver overholdt, så er Enhedslisten ikke afvisende overfor at støtte forslaget, forklarer hun.
Domstole skal vurdere pas konfiskationer
Forslaget om at fratage potentielle terrorister samt hellige krigere deres pas, inden de når at forlade landet, skal dog ske inden for rammerne af loven, ligesom man skal kunne klage til domstolene, understreger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).
Han ser dog regeringens kommende handleplan som en nødvendighed.
- Vi har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at forhindre, at danskere tager ned og bidrager til den grusomme udvikling, der er med Islamisk Stat (IS) både i Syrien og i Irak, siger Morten Østergaard (R).
Regeringen kommer inden for få uger med en større politisk pakke, der skal modgå radikalisering.
Ifølge Politiets Efterretningstjeneste er flere end 100 danskere draget i hellig krig i Syrien og Irak.