Portræt: Den nye skatteminister er ikke som andre politikere

44-årige Benny Engelbrecht er ny skatteminister.

Selv om Benny Engelbrecht har boet i Sønderjylland det meste af sit liv, og i øvrigt er gift med byrådsmedlem Charlotte Engelbrecht, så er han faktisk københavner. (© benny-engelbrecht.dk)

Søndag klokken 10.54 gik han rundt med en ældre dame i Sønderjylland for at inspicere hendes have, der skal have nyt græs.

Op ad eftermiddagen lod han i en SMS forstå, at weekendens 45 kilometers cykelløb med Red Barnet og lidt løb ved Nordborg Marathon havde medført en let snue.

Mandag eftermiddag, lige inden et vigtigt opkald fra statsministeren, tog han sig tid til på otte minutter at gennemgå navnene på forskellige bandnavne, han har været en del af - herunder Fruitcake Incorporated.

Hvad er det her?

Det er en del af beskrivelsen af Danmarks nye skatteminister, den 44-årige socialdemokrat Benny Engelbrecht.

Han er ikke, som folketingsmedlemmer er flest. Tag bare hans C.V. og læs så under uddannelse. Her står ikke noget om statskundskab eller andre lange år på universitetet, til gengæld er han autodidakt og har blot sin afgangseksamen fra folkeskolen.

(© benny-engelbrecht.dk)

Herudover har Benny Engelbrecht arbejdet på en radiostation, været afdelingsleder i AOF og skrevet skribevis af sange, blandt andet Swing den Up, som var Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms sang til Poul Nyrup engang i midten af 1990'erne.

Ugens agurk

Tirsdag formiddag bliver Benny Engelbrecht formelt udnævnt som Socialdemokraternes nye skatteminister. En post, han overtager efter de radikales Morten Østergaard, der nu er partileder og snart indenrigs- og økonomiminister.

Benny Engelbrecht er en af dem, der tager mere end to minutter at møde på gangen. For der er altid et eller andet, man skal høre. Noget nyt at fortælle.

Ofte fra lokalområdet i Adsbøl i Sønderjylland, hvor den nye minister sjældent siger nej til motionsløb, åbning af legeland eller dybt fokuseret på sin egen årlige uddeling af 'Ugens sommeragurk', når medierne bliver lidt for tynde i ferieperioden.

Selv om Benny Engelbrecht har boet i Sønderjylland det meste af sit liv, og i øvrigt er gift med byrådsmedlem Charlotte Engelbrecht, så er han faktisk københavner.

Født på Amager og opvokset på Østerbro.

Spild af tid

På Christiansborg kender de fleste journalister og politikere Benny Engelbrecht for en række enkeltsager, hvor den kommende skatteminister er gået all in.

Tag eksempelvis sagen om kødklister tilbage fra 2010. Meget lidt nørdet fortalt ville EU tillade, at industrien fremover måtte bruge et enzym sammen med et bestemt stof, så man kunne sætte mindre kødstykker sammen til ét stort.

Benny Engelbrecht siger i et interview, at han har det svært med, at man må 'klippe-klistre' med kød. De følgende uger lykkes det Socialdemokraterne at skaffe et flertal i Folketinget for, at Danmark skal gå imod EU på spørgsmålet om at tillade kødklister.

Men.

Og sådan et er der jo ofte.

Det er ikke alle Benny Engelbrechts sager, der er lige populære. Tag eksempelvis afstemningen i forbindelse med det populære X Factor.

Her opstod vrede i befolkningen i 2010, da favoritten Anna ikke gik videre. Benny Engelbrecht krævede som forbrugerordfører, at DR fik en revisor til at gennemfå SMS-stemmerne.

Den slags politik var spild af Folketingets tid, mente flere af Benny Engelbrechts kolleger på Christiansborg.

(Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)

Det var en joke

Måske er det den slags sager, der ligger i baghovedet på Benny Engelbrecht, da han sender en SMS retur sidst på eftermiddagen søndag.

Jeg har netop for 10. gang den dag skrevet, om det mon er noget nyt fra regeringstoppen - han er jo i spil som ny minister. I SMS'en sætter jeg en 'thumbs up' ind, en af de såkaldte nymodens emojis.

Benny skriver tilbage.

- Intet nyt. Gad vide, hvor stort et provenu man kan få ved at lægge skat på emojis?

Et halvt minut senere skriver Benny igen:

- Det var en joke! :-)