Det bliver ikke ligefrem en skovtur, der venter Benny Engelbrecht (S) i Skatteministeriet. Området er plaget af en række uheldige sager, der så den ny minister får travlt, siger formanden for Folketingets Skatteudvalg, Mads Rørvig (V) til dr.dk:
- Han får ikke tid til at fejre udnævnelse i morgen aften. For der ligger en kæmpe stak papirer og venter på ham. Ikke mindst i om ejendomsvurderinger. Og vi får ikke at se en skatteminister, der kan nå at sætte sit personlige præg på området, for det er en driftopgave, hvor der skal løses en masse opgaver i Skat.
Mads Rørvig kender Benny Engelbrecht fra Folketinget og arbejdet i Skatteudvalget, som Benny Engelbrecht er menigt medlem af. Rørvig siger om den nye minister:
- Han er jo politiker og en fornøjelse fyr, som jeg glæder mig til at få et godt forhold til. Vi har en række fælles opgaver, som vi skal løse: Skat har et imageproblem. Og så er der ejendomsvurderingerne, som det suverænt største udestående problem.
For mange kursskifter hos Skat
- I september skal skat komme med en ny redegørelse, men det bliver nok skudt lidt, når Benny Engelbrecth helt forståeligt lige skal sætte skal sætte sig ind i sit nye område.
Benny Engelbrecht bliver den femte minister i Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid.
- Som det er i en hvilken som helst stor organisation, er fem lederskift på tre år jo ikke holdbart. Enhver minister vil jo gerne sætte sin egen kurs, og fem nye kursretninger på tre år er måske lidt i overkanten. Fra Jonas Dahl (SF) til Morten Østergaard (R) var der et stort spring (i økonomisk politik, red.). Nu får vi så en rød minister igen, siger Mads Rørvig, der frygter de mange forskellige ministre med forskellige partifarver går ud over både borgere og medarbejdere i Skat.
Benny Engelbrecht bliver officielt udnævnt til ny skatteminister tirsdag klokken 11.30, når han lægger vejen forbi Amalienborg.