835 millioner kroner skal fordeles til de svagest stillede i samfundet som en del af finanslovsforhandlingerne.
Den såkaldte satspulje vil SR-regeringen fordele således:
* Initiativer for at nå de sociale 2020-mål om færre voldsramte kvinder, færre hjemløse og færre stofmisbrugere.
* Forebyggelse af kriminalitet blandt socialt udsatte. Det skal sikre færre gengangere i fængslerne.
* Svage ældre og demens. Penge skal afsættes til landets demente på plejehjemme.
* Integration. Regeringen vil prioritere midler til en handlingsplan, der skal forebygge radikalisering og ekstremisme. Handslingsplanen retter sig mod børn, unge og voksne, der viser tegn på radikalisering eller er en del af politiske og religiøse ekstremistiske miljøer.
Satspuljen forhandles på siden
SR-regeringen fremlægger tirsdag kl.11 deres udspil til en finanslov. Herefter skal regeringen forhandle med Folketingets partier for at få et flertal bag den endelige aftele.
Satspuljen forhandles særskilt med partierne med satspuljeaftalen, som tæller alle Folketingets partier pånær Enhedslisten.
Flere kommer i arbejde
Når finansminister Bjarne Corydon fremlægger finanslovsforslaget, vil det fremgå, at regeringen vurderer, at 21.000 flere vil komme i beskæftigelse i 2014 og yderligere 22.000 i 2015.
Herudover forventer regeringen, at den offentlige vækst vil stige med 0,8 procent i 2015. Det betyder, at regeringen nedjusterer den offentlige forbrug fra 0,9 til 0,8 procent.