Thorning: Det sidste Danmark har brug for er borgerlige eksperimenter

Det var dagpengespørgsmålet, der fyldte mest på S-pressemødet i dag.

På et pressemøde i Helsingør præsenterede Helle Thorning-Schmidt blandt andet regeringens sundhedsplan - og mindede om, at danske økonomi og beskæftigelse er i bedring.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er valgkampen i fuld gang.

På Socialdemokraternes sommergruppemøde i Helsingør i dag gjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt forskellen på rød og blå blok klar:

- Det vi har sikret er, at Danmark er kommet tilbage på sporet. Og det, der er vores opgave, er at sikre, at Danmark bliver på det spor.

- Det betyder også, at det sidste Danmark har brug for er nye borgerlige eksperimenter med vores økonomiske politik. Det vil være rigtig skidt for Danmark, sagde Thorning.

SR-regeringen ønsker en 'balanceret vækst' i den offentlige sektor, hvilket giver plads til et finanslovsudspil om et sundhed med en kræftplan på én mia. kroner.

- Det skal aldrig være pengepungens størrelse der afgør, hvilken behandling man får, sagde Helle Thorning-Schmidt ved pressemødet.

Ingenting på dagpenge

Til gengæld afviser statsministeren fortsat at gøre mere for de arbejdsløse, der har mistet retten til dagpenge, sådan som SF og Enhedslisten har krævet.

- Vi har hjulpet. Vi lægger ikke op til at gøres yderligere. Fordi vi jo netop har sikret, at der er forsørgelse.

Den siddende regering har med statsministerens ord gjort meget for at hjælpe de arbejdsløse. Modsat den tidligere VK-regering, der sammen med DF indførte 'en brutal dagpengereform, der blev gennemført alt for hurtigt'.

Thorning vil derimod, siger hun, gerne have en samlet diskussion af hele dagpengeområdet, der skal kulegraves af Dagpengekommissionen. Eller syltekrukken, som Enhedslisten kalder den.