ANALYSE Fremgang tíl Venstre er højst overraskende

Ny måling giver Venstre medvind. Blå blok står lige nu til 55 procent af stemmerne.

Venstre ser ud til at være tilbage på sporet. I en helt frisk meningsmåling går partiet frem med to procentpoint - det viser en måling, som Epinion har udarbejdet for DR.

Samlet set går blå blok frem med tre mandater, og for en gangs skyld er det ikke Dansk Folkeparti, som trækker vælgere. Derimod er det Venstre, som er gået to procentpoint frem.

Og det er en overraskelse, siger DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

- Forsommeren endte med, at ti medlemmer af Venstres folketingsgruppe var ude at sige, at de ikke havde tillid til Lars Løkke Rasmussen og bad ham gå, og her i sensommeren har partiets skabt ballade med deres udlændingeudspil.

- Set med den baggrund er det højst overraskende, siger Bjarne Steensbeck.

Venstre har bedrevet politik

Ifølge Bjarne Steensbeck kan forklaringen være, at Venstre - trods intern uro - har skudt efteråret i gang efter sommerferien med reelle politiske tiltag, nemlig det udlændingepolitiske udspil, der trods kritik også er blevet taget godt imod af vælgerne.

I den anden fløj, har Thorning - ifølge Bjarne Steensbeck - ikke været så hurtig til at skifte sommertøjet ud med arbejdstøjet.

- Socialdemokraterne er ikke rigtig kommet med nogen politiske nyheder. Da Thorning kom tilbage fra ferie var nyheden, at partiet ikke ville pille ved dagpengene. Altså en historie om noget, som partiet ikke ville gøre, og så står man alt andet lige med en sværere sag, siger Bjarne Steensbeck.

Foruroligende måling for S

Dagens måling betyder, at blå blok har lagt en betydelig afstand til Thorning og co.

- Den er alvorlig. Når man kigger på blokkene, så står der lige nu 55 procent til den borgerlige side. 55 procent er rigtig meget, siger Bjarne Steensbeck.

Thornings problem bliver ikke mindre af, at det går bedre i Danmark med både økonomien og forbrugeroptimismen, fortæller Bjarne Steensbeck.

- Alle de ting, som Socialdemokraterne har talt om, der skulle lykkes, er lykkedes, og alligevel går partiet tilbage. Det er det mest foruroligende.

Dansk Folkeparti går tilbage med 1,8 procentpoint, mens de Konservative med Pape laver et lille hop fremad med 0,8. Socialdemokraterne og SF går tilbage - Socialdemokraterne taber 1,6 procentpoint.

Se hele analysen med DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck øverst.